»Du bliver en fiasko.« »Du klarer den aldrig.«

Små sedler med beskeder som disse lå angiveligt rundtomkring i Det Hvide Hus, da Donald Trump og hans team rykkede ind for lidt over fire år siden.

Da Trump-administrationen overtog præsidentboligen, fortalte de om de små hånende hilsner, som de fandt overalt på de mest mærkelige steder. Det kunne være på indersiden af en skuffe. I et skab eller på et spejl i badeværelset for eksempel.

Mistanken faldt straks på den afgående præsident Barack Obamas stab, men her nægtede medarbejderne hårdnakket at kende noget til lapperne, skriver New York Post.

Nu afslører den amerikanske komiker Dave Chappelle imidlertid, at der ganske rigtigt VAR tale om små ondskabsfulde velkomsthilsner til den ny præsident, men at det ikke var Obamas folk, der var ansvarlige for dem.

Det var – ifølge standupperen – derimod en række kendisser, som deltog i en farvelfest for Obama i de sidste dage af hans embedsperiode.

»Kan du huske, da Trump-administrationen flyttede ind, så sagde de, at Obamas stab havde efterladt beskidte beskeder til dem i alle skuffer og alle skabe?« spørger komikeren retorisk i Naomi Campbells YouTube-talkshow 'No Filter'.

Og så kommer han med afsløringen:

»Jeg så, da det skete. Jeg siger ikke, hvem der gjorde det,« siger han.

Chappelle sagde, at han selv deltog i afskedsfesten for Obama-parret, og at han her så en række berømtheder skrive »alt det skøre lort« på de små sedler, som de efterfølgende satte op alle mulige steder.

Da han senere hørte sagen omtalt i tv, kunne han ikke lade være med at grine højt, indrømmer han over for Naomi Campbell.

Og den tidligere supermodel tilføjer:

»Det var virkelig en sjov aften.«

Trumps forhenværende pressesekretær Stephanie Grisham har også tidligere fortalt om de mange sedler med spydige kommentarer, der lå overalt i Det Hvide Hus.

Andre fortalte, at der endda også var efterladt vodka som en slet skjult hentydning til russernes påståede indblanding i valget.

Og en anonym medarbejder udtalte på det tidspunkt:

»Det var et rod den første uge.«