Er det virkelig sandt, at en cheeseburger fra McDonalds aldrig forgår?

Det spørgsmål stillede islandske Hjortur Smarason sig selv, da McDonalds i 2009 lukkede alle deres restauranter på Island.

»Jeg havde hørt, at McDonalds-mad aldrig nedbrydes, så jeg ville se, om det var sandt,« fortæller han ifølge britiske BBC.

Så i stedet for at spise den burger, som han dengang købte, så valgte han altså at gemme den.

Og nu - altså i denne uge - skulle det tilsyneladende være 10 år siden, at måltidet blev købt.

Spørgmålet er så, om måltidet stadig eksisterer?

Det korte svar er: Ja.

Cheeseburgeren og de tilhørende pomfritter eksisterer nemlig i bedste velgående, og som du kan se længere nede i artiklen, så skulle man næsten tro, at menuen var købt for nylig - hvis man altså ikke vidste bedre.

I årene efter, at burgermenuen blev købt, opbevarede Hjortur Smarason den i en plastikpose i garagen, men da han i 2012 bemærkede, at der var en lille ændring i burgerens konsistens, donerede han menuen til Islands Nationalmuseum, hvor den blev udstillet.

Nogle år senere besluttede museet, at de ikke længere kunne udstille cheeseburgeren og pomfritterne.

Den på det tidspunkt mange år gamle menu blev leveret tilbage til Hjortur Smarason  skriver britiske BBC.

I dag står burgermenuen på  vandrehjemmet Snotra House i det sydlige Island, hvor den er udstillet i en montre.

ANGELIKA OSIEWALSKA

»Den gamle fyr er der stadig og har det godt. Den ser faktisk stadig god ud,« siger vandrehjemsejer Siggi Sigurdur til BBC.

Her kan gæster følge med i, hvordan cheeseburgeren og pomfritterne bliver - eller aldrig bliver - nedbrudt.

Og skulle artiklen have vakt din nysgerrighed, så kan du rent faktisk selv se, hvordan burgermenuen ser ud i dette øjeblik.

Der er nemlig oprettet et livestream, der efter sigende har 400.000 daglige seere.

ANGELIKA OSIEWALSKA