En cheeseburger smager ens, uanset om den er lavet i Hong Kong eller Herning, men nu lancerer McDonalds et produkt som udelukkende kan fås i Danmark.

Fastfood-giganten har valgt at tage livtag med en af de allerhelligste danske juleklassikere: Risalamande.

Fra på torsdag vil man de danske McDonald's-restauranter kunne bestille en Sundae Deluxe Is à l’amande.

Det oplyser McDonald's i en mail til B.T.

»For mig er det ikke jul uden risalamande, og sådan er der mange danskere, der har det. Man kan få traditionel risalamande mange steder. Når vi lancerer en udgave, er det selvfølgelig med et McDonaldsk glimt i øjet. Vi håber, at vi med vores kolde take på alle danskeres yndlingsjuledessert kan gøre vores til, at så mange som muligt kommer i julestemning,« siger Marie Halmø Hürdum, der er marketingdirektør hos McDonald’s Danmark.

McDonald's-versionen af den danske juledessert er lavet helt uden ris. Retten består i stedet af McDonald's' vanilie-is - kaldet Sundae - toppet af med kirkebær, hakkede mandler og flødeskum.

Ifølge Bruno Christensen, der er ekspert i detailhandel, er det helt naturligt, at McDonalds kommer med et marketingstiltag af denne art op til jul.

»Det er en måde at målrette sig det marked, de befinder sig i. Det er noget, vi ser flere og flere internationale kæder gøre. Risalamande er noget, som de fleste danskere kan nikke genkendende til, og ved at lancere et sådan produkt op til jul kommer man danskerne i møde,« siger Bruno Christensen.

B.T.s madanmelder Thomas Alcayaga hilser initativet velkomment, men tvivler på, at McDonald's for alvor har genopfundet den klassiske juledessert:

»Når der ikke er ris i, har det ikke meget med risalamande at gøre. Det er fint, at de gør det, men jeg kommer ikke til at hente min juledessert på McDonald's,« siger Thomas Alcayaga.

Det er ikke første gang, McDonald's fifler med en dansk sundae-variant. Sidste efterår kunne man i en periode købe sundae med æble/kanel-topping.

Is à l’amande lanceres på torsdag og vil indgå i menuen på McDonalds som en variant i sundae-deluxe serien frem til 20 januar.