Hun knæler på den støvede vej i den nordlige Myanmar, hvor demonstranter med livet som indsats protesterer mod militærkuppet i deres land.
Nonnen Ann Rose Nu Tawng foldede mandag hænderne foran sit bryst og bad de tungt bevæbnede politifolk om at tage hendes liv og ikke børnenes.
Billedet af den katolske nonne er gået verden rundt, og hun hyldes nu for sin selvopofrelse i det hovedsageligt buddhistiske land, hvor militæret har kuppet magten.
Det skriver The Guardian.

»Jeg knælede … bad dem om ikke at skyde og torture børnene, men at skyde og dræbe mig i stedet«, sagde hun tirsdag efter den voldsomme episode.
Ann Rose Nu Tawngs heltemod udspillede sig i den nordligt liggende by Myitkyina i Myanmar, hvor militæret smed den folkevalgte leder Aung San Suu Kyi på porten 1. februar i år.
Demonstranter har siden protesteret mod kuppet, men er blevet slået hårdt ned af det nye militære styre.
Mandag gik demonstranter på gaden i Myitkyina med hjemmelavede skjolde og hjelme.

Da politiet forsøgte at slå demonstranterne tilbage, tryglede Ann Rose Nu Tawng og to andre nonner politiet om at trække sig tilbage.
»Politiet jagtede dem og ville arrestere den, og jeg var bekymret for børnene,« siger hun.
Hun faldt på knæ og kort efter skød politiet ind i menneskemængden.
»Børnene gik i panik og løb frem … Jeg kunne ikke gøre andet end at bede til Gud om at redde og hjælpe børnene,« sagde Ann Rose Nu Tawng efter de tumultariske scener havde udspillet sig.

Hun så en mand blive skudt i hovedet. Han faldt til jorden. Død. Ganske tæt på hende.
»Det føltes som om verden faldt fra hinanden.«
Et lokalt redningsberedskab bekræftede mandag over for nyhedsbureauet AFP, at to personer blev dræbt under demonstranternes møde med militærjuntaen.
Tirsdag blev en af de dræbte, Zin Min Htet, lagt i glaskiste, mens sørgende rakte tre fingre i vejret i en symbolsk protest.
Det var ikke første gang, Ann Rose Nu Tawng gik op mod militærstyret, da hun mandag knælede for at redde børns liv.
Også den 28. februar trodsede hun faren og bad det tungt bevæbnede politi om at stoppe blodsudgydelserne. Og hun har tænkt sig at fortsætte.
»Jeg kan ikke bare se passivt til, bare se på, hvad der sker for øjnene af mig, mens Myanmar sørger,« sagde hun efter den blodige demonstration mandag.
Titusindvis af indbyggere er flygtet fra deres hjem i den nordlige provins, Kachin, siden militæret tog magten.

