Mange har stadig en opfattelse af Kina som værende kopivarernes moder, men intet kunne være mere forkert, og Vesten risikerer at blive overhalet indenom af kinesiske virksomheder, hvis man ikke snart får øjnene op for den kinesiske udvikling.

Det mener Christina Boutrup, der har fulgt Kina tæt som erhvervsjournalist i 14 år og i øjeblikket arbejder på en bog om den kinesiske tech-revolution, og hvordan det er på tide, at vi begynder at kopiere Kina, der med sine 772 millioner internetbrugere er verdens største digitale befolkning.

»Jeg oplever ikke, at hverken erhvervsledere eller politikere er særligt godt forberedt på, hvad der kommer fra Kina. Det ved jeg, fordi jeg holder så mange foredrag, hvor jeg mærker, at folk – selv erhvervsledere på højt niveau – bliver meget overraskede, fordi de slet ikke aner, hvor meget det rykker,« siger Christina Boutrup.

En helt anden shopping-oplevelse

Hun fremhæver virksomheden Alibaba, der er større end Amazon og Ebay tilsammen, som et eksempel på en tech-gigant, der i den grad har ændret virkeligheden i Kina, hvor man som både digital og almindelig forbruger har helt andre muligheder end i Vesten.

»Du har lige kigget på en rød kjole på din telefon, går så ind i en butik og ser den kjole i virkeligheden, i en butik Alibaba ejer. Dit ansigt er samtidig koblet op på dit Alipay (mobil betalingsløsning red.), og i butikker vil man derfor opleve, at de siger ’goddag Fru Wang’ og de prismærker, der sidder på tøjet vil være også digitale. Når du scanner koden, ved de, at du i forvejen er interesseret i kjolen, og derfor falder prisen måske. Det er vildt,« forklarer Christina Boutrup til BT.

Hun nævner også, hvordan man flere steder kan betale med ansigtsgodkendelse i Kina, og mulighederne synes i det hele taget uendelige.

»For halvandet år siden lancerede Alibaba en virtual reality shopping-oplevelse, hvor du tager ting ned fra hylderne i Macy’s og betaler med øjnene. En tredjedel af alle VR-briller solgt i 2016, blev solgt i Kina.«

Jack Ma, grundlæggeren af Alibaba Group, under World Economic Forum i Schweiz i januar.
Jack Ma, grundlæggeren af Alibaba Group, under World Economic Forum i Schweiz i januar. Foto: LAURENT GILLIERON
Vis mere

En app til det hele

Også den sociale app WeChat, der er eget af tech-giganten Tencent, er et eksempel på, hvordan man i Kina er milevidt fra det, sociale medier i Vesten kan.

»WeChat er en alt-i-en-app, og du kan alt fra at betale elregninger til booke en taxa, betale på restaurant, booke en tid hos lægen, browse, kigge i dit feed og dele ting med venner. Du kan bruge den til stort set alt i dit daglige liv. Det er især innovativt, at du kan købe alt, du kan klikke på. Det kan du ikke med Facebook. De lever af annoncer, hvor WeChat har fundet en løsning, der er enormt kommerciel, men bundet op på de sociale relationer mellem mennesker,« forklarer Christina Boutrup.

De mange teknologiske muligheder kommer dog også med en pris i Kina, hvor staten har adgang til dine oplysninger, hvis den ønsker det, fordi man kører et tæt parløb med tech-giganterne.

»Det har overrasket mig, at staten er den drivende kraft, fordi man har et politisk system, der er topstyret med censur, kontrol og et skolesystem med en høj grad af udenadslære. Men det skyldes, at man har besluttet, at det er det her, man vil, og så har man masser penge til at støtte virksomhederne. Du kan eksempelvis få skattelettelser, hvis du arbejder med kunstig intelligens,« siger Christina Boutrup.

'Man er nødt til at få øjnene op for udviklingen'

Den kinesiske regering har det som erklæret mål at være førende på kunstig intelligens i 2030, og ifølge Christina Boutrup er det et sandsynligt mål for et land, der har for vane og opnå det, man sætter sig for.

Af samme grund bør vi i Danmark og Vesten generelt være langt mere opmærksomme på Kina, fordi der både er vigtige forretningsmæssige og sikkerhedsmæssige perspektiver.

»Rent forretningsmæssigt er det et problem, hvis man har en blind vinkel og kun tror, man skal kigge på Amazon og Silicon Valley for at forstå fremtiden. Man er nødt til at få øjnene op for udviklingen i Kina. Det kommer alle steder, de er bare først,« siger Christina Boutrup.

Facebook er allerede begyndt at kopiere WeChat og på flere områder er de kinesiske giganter her allerede.

»Musical.ly er kinesisk-ejet, og den er der mange danske uge, der bruger. Det er et eksempel på, hvordan kinesiske virksomheder ekspanderer globalt. Og vi ved, at hvis staten ønsker adgang, så får den adgang,« siger Christina Boutrup og tilføjer:

»Vi betaler med data, og der er vi slet ikke forberedt på at håndtere kinesiske teknologiselskaber.«

Appen WeChat kan også hentes i Danmark og uden for Kina, dog i en mere skrabet version end den kinesiske, og her har Christina Boutrup oplevet, hvordan selv topchefer ikke er varsomme.

»Til World Economic Forum i Davos, så jeg en topchef og en dekan udveksle ID på WeChat. Det fortæller mig, at folk ikke er på vagt. Hvis folk på så højt niveau ikke er på vagt, så er almindelige mennesker heller ikke,« siger Christina Boutrup.

I marts passerede WeChat en millard månedlige brugere på verdensplan, men har stadig et stykke vej op til den Facebook-ejede Whatsapp, der har 1,5 milliarder brugere.

Til gengæld overgik den kinesiske tech-gigant Tencent, der ejer WeChat, i november Facebook på børsen.