Køb rigeligt med ris og grøntsager nu, så I har et lager i nødstilfælde.

Sådan lyder det i Kina, hvor myndighederne er kommet med den noget usædvanlige opfordring til landets befolkning, at de bør hamstre.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters skyldes meldingen, at coronasmittetallene i Kina stiger samtidig med, at høsten i store dele af landet er blevet ødelagt af ekstremt vejr.

Priserne på fødevarer er steget voldsomt. Agurker, spinat og broccoli koster nu det dobbelte i forhold til normalt. Og der er også frygt for, at der vil opstå mangel på visse fødevarer.

Samtidig har myndighederne indført strengere coronarestriktioner i landet.

Mandag opfordrede Kinas handelsminister derfor familier til at købe rigeligt af daglige fornødenheder så som grøntsager, olie og fjerkræ, så de kan klare dagligdagen og nødstilfælde.

Ministeriet opfordrede ifølge CNN også lokale myndigheder rundt omkring i det store land til at sikre fødevareforsyningerne og sørge for, at priserne holder sig i ro.

Budskabet skabte straks spekulationer på de sociale medier, hvor flere var kritiske overfor handelsministeriets motiver.

»Så snart denne nyhed kom nu, gik alle ældre mennesker i mit nabolag i panik,« skrev en bruger på den kinesiske udgave af Twitter, Weibo.

Det undrede også mange, at myndighederne ikke kom med en lignende melding, da coronaepidemien brød ud sidste år.

Andre spekulerede i, hvorvidt det var de øgede spændinger i forhold til Taiwan, der var årsagen til udmeldingen.

Reaktionerne på de sociale medier var så stærke, at de kinesiske statsmedier forsøgte at lægge en dæmper på dem.

Blandt andet var redaktøren af Global Times, en statsdrevet tabloidavis, ude og afvise rygterne om, at myndighedernes besked havde noget som helst med forholdet mellem Beijing og Taipei at gøre.

Her lød det i stedet, at myndighederne blot ønsker at undgå, at befolkningen ender i en situation, hvor de kommer til at mangle fødevarer.

Antallet af nye coronatilfælde i Kina er relativt lavt. Mandag blev der registreret 92 nye smittede, men myndighederne tager ingen chancer.

Millioner af mennesker har fået at besked på at holde sig hjemme i forsøg på at bremse smittespredning.