»Vi elsker Robert F. Kennedy Jr., men han er en del af en misinformationskampagne, der har forfærdelige – og dødelige – konsekvenser.«

Sådan indledte tre medlemmer af den verdensberømte Kennedy-klan et brev i Politico Magazine i 2019.

I 2021, med coronavirus' fortsatte solide greb om store dele af verden, er den debat blusset op de seneste måneder.

For sønnen af den tidligere amerikanske justitsminister og præsidentkandidat Robert F. Kennedy, Robert F. Kennedy Jr., har for alvor fået vand på den mølle, som modstand mod vacciner er blevet for ham og mange andre, da coronavacciner er gået hen og blevet en stor del af vores hverdag og nyhedsstrøm.

Igen og igen har Robert F. Kennedy Jr. fremsat argumenter mod vacciner.

Tilbage i 2019, da hans to søskende Kathleen Kennedy Townsend og Joseph P. Kennedy II og hans niece Maeve Kennedy McKean valgte at skrive deres bekymrede indlæg i Politico Magazine, var problemet mæslinger.

På bare et år var antallet af smittede nærmest eksploderet, efter den frygtede sygdom stort set var udryddet i år 2000.

I løbet af de første måneder af 2019 havde man alene i USA registreret 700 sager om mæslinger. Og WHO anslog, at 110.000 mistede livet på verdensplan til en sygdom, der findes vaccine mod.

Sådan så det ud i 2004, hvor Robert F. Kennedy Jr. holdt tale ved Demokraternes konvent.
Sådan så det ud i 2004, hvor Robert F. Kennedy Jr. holdt tale ved Demokraternes konvent. Foto: PAUL J. RICHARDS
Vis mere

Og her gav de tre medlemmer af Kennedy-familien en opsang til deres bror og onkel for at være delagtig i at sprede falske påstande om vacciner.

»Vi elsker Bobby. Han er en stor forkæmper for miljøet … Vi står bag ham i hans fortsatte kamp for at beskytte miljøet. Men når det gælder vacciner, så tager han fejl.«

Eksemplerne på Robert F. Kennedy Jr.s antivaccinedagsorden er mange.

I begyndelsen af 2017 mødtes han med den på daværende tidspunkt nyvalgte amerikanske præsident, Donald Trump, for at råde ham til oprette en kommission, som skulle undersøge vacciners sikkerhed i dybden.

Og siden 2014 har han i større eller mindre omfang lagt navn til en række bøger, hvis titler inkluderer 'Vaccineskurke: Hvad den amerikanske offentlighed bør vide om industrien' og 'Pest-korruption'.

I forbindelse med coronavirus' fremkomst har Robert F. Kennedy Jr. fået yderligere fart på sine udokumenterede påstande om, at vacciner er usikre og farlige.

Blandt andet har han sået tvivl om, hvorvidt mRNA-teknologien, der blandt andet bruges til bekæmpelse af coronavirus, er testet grundigt nok, og sået frygt om, at de kan skabe en række sundhedsmæssige problemer.

Alt sammen noget, USAs førende virolog, Anthony Fauci, har været ude at afvise på det kraftigste.

Robert F. Kennedy Jr. i Trump Tower til et møde med den daværende præsident, Donald Trump.
Robert F. Kennedy Jr. i Trump Tower til et møde med den daværende præsident, Donald Trump. Foto: Bryan R. Smith
Vis mere

Mange af sine voldsomme antivaxxer-påstande er Robert F. Kennedy Jr. kommet med på sociale medier. Og det tog billeddelingsgiganten Instagram i februar konsekvensen af:

Robert F. Kennedy Jr. blev smidt ud.

Han er dog fortsat aktiv på Facebook og Twitter. På førstnævnte sociale medie – der i øvrigt ejer Instagram – har han omkring 300.000 følgere, når han beskriver sine konspiratoriske vaccineteorier.

Og netop på Facebook har Robert F. Kennedy Jr. spillet en markant rolle med hensyn til at så vaccinetvivl. Et studie fra 2019 viste således, at nevøen til den berømte amerikanske præsident John F. Kennedy var manden bag en af de to største grupper, der spredte misinformation om vacciner på hele det sociale medie.

John F. Kennedy (tv.) og Robert F. Kennedy (th.) med FBI-direktør J. Edgar Hoover tilbage i 1968
John F. Kennedy (tv.) og Robert F. Kennedy (th.) med FBI-direktør J. Edgar Hoover tilbage i 1968 Foto: HO
Vis mere

Familiens opråb i 2019 var ikke uden bund i det historiske.

Onklen John F. Kennedy fik som præsident i 1962 gennemført den omfattende Vaccination Assistance Act, som havde til formål at beskytte børn under skolealderen mod en række sygdomme som polio og difteri.

Og Robert F. Kennedy Jr.s egen far, Robert F. Kennedy, var forkæmper for vacciner, da han var justitsminister.

Og derfor vejede det tungt i den offentlige debat i USA i 2019, da de tre medlemmer af Kennedy-klanen kunne afslutte deres direkte angreb på broderen og onklen på følgende måde:

»De, som forsinker og afviser vacciner eller opfordrer andre til at gøre det, sætter sig selv og andre, specielt børn, i fare. Alle bør videreformidle fordele og sikkerheden ved vacciner samt stå på mål for respekten omkring de institutioner, der gør dem mulige.«

»Ved at gøre andet risikerer man at erodere en af folkesundhedens største præstationer.«