Bob Woodward ryster på hovedet og smiler. Opgivende.

»Nogen må stoppe ham,« siger han.

Den respekterede amerikanske journalist kommer med den kontante udtalelse i CNN-programmet 'The Situation'. Den er rettet mod den amerikanske præsident, Donald Trump, oven på hans seneste ageren i forhold covid-19.

Eller rettere: Udtalelsen fra journalisten er lige så meget rettet mod folk omkring USA's mest magtfulde person.

Bob Woodward forfatter og redaktør hos Washington Post.
Bob Woodward forfatter og redaktør hos Washington Post. ALEX WONG

»Hvem har bolden? Det har to vigtige grupper: Staben i Det Hvide Hus og især de republikanske senatorer. Vil de bare læne sig tilbage og lade det her fortsætte uden at gøre noget? Beskeden til præsidenten må være, at han ikke vil gøre det her... altså, se bare, hvad han udsætter sin familie for. Se, hvad han udsætter sit parti for. Se, hvad han gør mod sig selv og sit eget eftermæle,« siger Bob Woodward.

Journalisten – der i 1970'erne sammen med Carl Bernstein afslørede 'Watergate'-skandalen – reagerer på, at Donald Trump mandag aften efter at have forladt hospitalet oven på sin covid-indlæggelse kom med følgende udtalelse, da han igen var hjemme i Det Hvide Hus. Om coronavirussen:

»Lad den ikke dominere jer. Vær ikke bange for den.«

Og det skal lige indskydes her, at covid-19 indtil videre har slået mere end 210.000 amerikanere ihjel, hvilket er mere end i noget andet land i verden.

Bob Woodward siger videre:

»Hvis 1.000 mennesker døde i flyulykker hver dag, ville præsidenten så komme ud og lave en United Airlines-reklame? Nej, selvfølgelig ikke. Det er en god metafor for præcis det, der er sket i dette tilfælde. Da jeg så den (Trumps kommentar, red.) sagde jeg: 'Det er ikke muligt, selv ikke for Donald Trump'.«

Bob Woodward kalder i det hele taget Donald Trumps generelle håndtering af coronakrisen i USA for 'så dårlig', 'mangelfuld' og 'uansvarlig'.

Journalisten har for nylig udgivet bogen 'Rage', der er baseret på lange interviews med Donald Trump. Den har også vakt stor opmærksomhed, fordi Donald Trump heri fortæller, at han tidligt bevidst nedtonede faren ved coronavirussen over for den amerikanske befolkning.