Da Dominic Cummings i vrede for sidste gang forlod Downing Street 10 i november, bar han på en kasse. Indholdet har vist sig særdeles sprængfarligt.
Dominic Cummings var mastermind, da de britiske EU-modstandere chokerede Storbritannien og resten af verden ved brexitafstemningen i 2016.
Han var også chefstrateg bag premierminister Boris Johnsons vej til magten og hans overbevisende valgsejr i december 2020.
I næsten et år lod Boris Johnson reelt sin personlige rådgiver lede landet, også selvom Dominic Cummings ikke engang er konservativ.

Cummings vilde planer om en indre revolution af den britiske centraladministration skabte frygt og panik blandt mange af Boris Johnsons partimedlemmer, men premierministeren slog ring om sin rådgiver.
Indtil Cummings pludselig forlod Downing Street efter et højrøstet skænderi med Boris Johnson, mens han bar den famøse kasse.
For kassen indeholder ifølge Cummings selv en række optagelser af møder med premierministerens deltagelse samt lignende dokumenter.
Kilder tæt på premierministeren har ladet forstå, at Cummings blev fyret, fordi han var mistænkt for at have lækket hemmelig information til pressen. Dominic Cummings nægter fortsat at have lækket noget som helst.
Ikke flere fucking lockdowns – lad ligene stable sig op i tusindtal
Til gengæld har han nu svoret hævn over den behandling, han fik, og hvis det, han antyder, er rigtigt, så kan han meget vel blive Boris Johnsson banemand.
For disse optagelser kan med stor sandsynlighed indeholde informationer eller udtalelser, der kan være livsfarlige for Boris Johnson. Efter at have godkendt den anden lockdown i England i efteråret under et ophedet møde skulle premierministeren blandt andet have råbt:
»Ikke flere fucking lockdowns – lad ligene stable sig op i tusindtal.«
Reaktionerne fra mange briter er vantro og raseri. Storbritannien er et af de lande, der har mistet flest borgere til covid-19 per indbygger.

Boris Johnson nægter at skulle have sagt noget i denne kategori, men i hans inderkreds frygtes det, at Dominic Cummings ligger inde med massevis af inkriminerende udtalelser og beskeder.
En anden penibel sag er beskyldninger om, at Boris Johnson lod partidonorer betale for renovationen af hans lejlighed i Downing Street 10. Dominic Cummings siger, at han har beviser på dette.
»Jeg fortalte ham, at hans planer om at få renoveret lejligheden gennem hemmelige penge fra donorer var både dum, uetisk og muligvis ulovlig. Jeg nægtede at hjælpe ham med dette foretagende,« skriver Dominic Cummings på sin blog.
Problemet for Boris Johnson er, at Cummings ved flere lejligheder har vist, at han ikke er bange for at foretage sig noget, der har voldsomme konsekvenser for sine fjender, og at Boris Johnson nu anses som en sådan.

Det kan blive svært for premierministeren at stoppe Cummings, da den tidligere toprådgiver ikke er medlem af partiet og formodentlig er ligeglad med trusler om at blive bandlyst fra det gode selskab. Cummings er – modsat sin tidligere chef – idealist, og han er ikke bleg for at lave rag i gaden, hvis det kan gavne sagen.
Det er uvist, hvad Cummings egentlig ligger inde med. Han siger selv, at han har masser af inkriminerende materiale mod Boris Johnson og hele regeringskabinettet. I Storbritannien sammenlignes sagen allerede med Watergate for Richard Nixon.
For Boris Johnson er gode råd dyre. Premierministeren, der ellers selv har læst oldtidshistorie, burde nok have lyttet til Sun Tzus udødelige ord, som også Abraham Lincoln har benyttet:
»Hold din venner tæt, men dine fjender endnu tættere.«
Mon ikke Boris Johnson forbander, at han lod Dominic Cummings gå ud ad døren i vrede, og da særligt med den kasse i hænderne.