Eksperter undrer sig stadig over den uventede gæst fra det ydre rum.

I denne uge viste en gigantisk ildkugle sig nemlig på himlen over Pilbara i den nordvestlige del af Australien, og den har givet forskerne noget at tænke over.

For hvad var det, australiere i den tyndt befolkede region så på himlen om natten? Og hvor kommer fænomenet fra?

Det eneste videnskabsmænd og -kvinder lader til at være sikre på lige nu, er, at der ikke var tale om et menneskeskabt lys eller affald fra en satellit.

Det skriver det australske nyhedsmedie ABC News.

Det var folk på natarbejde i området fra Cape Lambert til Hope Downs i Pilbara-regionen, der så fænomenet, men der har også været rapporteringer om det særlige lys fra beboere i Northern Territory og South Australia.

De beskriver det som et unikt lys, der trak et spor hen over himlen.

Men der er altså ingen grund til at frygte en snarlig invasion fra det ydre rum, små grønne marsmænd eller scenarier a la Hollywood-klassikerne 'E.T.' eller 'Alien.'

Forskerne mener nemlig også, at der er tale om et naturligt fænomen.

»Det er fuldstændig fantastisk. Det er en kugle af grønt... hvad du kunne se var et gigantisk glimt af lys, det var næsten som en kugle med en enorm lang hale. Når genstande fra rumskibe eller satellitter brænder op, ser vi oftest på lignende måder glimt eller gnister,« siger Renae Sayers fra Curtin University's Space, Science and Technology Centre til tv-stationen.