Hvad var det lige, der bevægede mod nord eller øst på den klare aftenhimmel i går aftes?

Flere læsere henvendte sig i går aftes til B.T. efter at have observeret en stribe lysende objekter, der bevægede sig i nordlig eller østlig retning.

En af dem var Mette Grønvaldt fra Hillerød, der sammen med sin mand undrede sig over, hvad de så.

»Er SAS ved at flytte alle deres fly samtidig? Min mand talte omkring 50 små lysende prikker fra klokken lidt i 22 og nogle minutter frem. De bevægede sig på én lang række med præcis samme afstand mellem hver lysende prik,« siger hun.

De lysende prikker blev også observeret af læsere i Nordvestjylland og omkring Aarhus.

B.T. har kontaktet Forsvaret for at høre, om man her kan opklare mysteriet.

Her er man ganske sikker på, at der må være tale om såkaldte Starlink-satellitter.

Det bakkes op af satellit-ekspert og professor ved DTU Space Jonn Leif Jørgensen.

»Der er formodentligt tale om en serie starlink fra en enkelt opsendelse. Lige efter opsendelsen ligger satellitterne i en klump, og ganske langsomt, for at spare brændstof, fordeler de sig rundt om jorden i den bane, de blev sendt op i. Dine læsere har set satellitterne noget tid efter opsendelsen, hvor de ligner perler på en snor. Faktisk ret smukt at se,« skriver han i en mail til B.T.

Starlink-satellitterne er meget karakteristiske, fordi de bevæger sig i en lang kolonne hen over himlen med næsten samme mellemrum mellem sig og med stort set samme hastighed.

29. januar 2020 opsendte SpaceX 60 Starlink-satellitter fra Cape Canaveral Air Force Station i Florida, USA.
29. januar 2020 opsendte SpaceX 60 Starlink-satellitter fra Cape Canaveral Air Force Station i Florida, USA. Foto: SPACEX / HANDOUT
Vis mere

Normalt bevæger satellitter sig rundt på himlen enkeltvis. Men med Starlink-satellitterne forholder det sig anderledes.

De er nemlig sendt i kredsløb om jorden af den private rumfartsvirksomhed SpaceX, der ejes af Tesla-grundlægger Elon Musk.

Satellitterne bliver sendt op i større grupper og skal bruges til at skabe fremtidens internet.

SpaceX planlægger at opsende helt op mod 12.000 satellitter for at skabe grundlaget for et globalt, lynhurtigt internet.

20. januar i år opsendte SpaceX 60 satellitter lige efter hinanden, og det er sandsynligvis dem, B.T.s læsere har observeret.

Over tid vil afstanden mellem satellitterne øges, og de vil ikke længere kunne opleves som en perlerække af lysende prikker.