Den britiske premierminister, Boris Johnson, har onsdag måttet ud med en undskyldning i en sag, der nu har kostet hans presserådgiver jobbet.

Det sker, efter at britiske medier har skrevet om en julefrokost for 40-50 mennesker, der angiveligt fandt sted i Downing Street i december sidste år.

På det tidspunkt befandt Storbritannien sig i en striks nedlukning.

Julefrokosten i Downing Street fandt aldrig sted. Det siger Johnson, at hans medarbejdere har forsikret ham om.

Men siden er der kommet en video frem, hvor presserådgiveren og flere andre af Johnsons ansatte laver sjov med coronaregler og en julefrokost.

Det videoklip, der er kommet frem, ser ud til at modsige oplysningen om, at der ikke blev holdt nogen julesammenkomst.

I klippet laver personer fra Johnsons stab sjov under noget, der virker til at være en prøve på en pressekonference.

Optagelsen tolkes af nogle, som om at de øver sig på at svare på en kommende skandale.

- Der var ingen fest, vi fik bare lidt ost og vin, siger en af dem i videoen.

- Går det med ost og vin? vi holdt et arbejdsmøde, siger Allegra Stratton i klippet.

Det har sat sindene i kog, at der kan have været holdt en julefrokost blandt Johnsons stab, når den almindelige befolkning havde fået strikse påbud om at lade være med at holde den slags arrangementer.

Dele af oppositionen kræver Johnsons afgang.

Onsdag eftermiddag meddelte den udskældte presserådgiver, Allegra Stratton, at hun nu har taget sin afsked.

- Briterne har i stor stil ofret sig under den igangværende kamp mod covid-19. Jeg indser nu, at mine udtalelser i den lækkede video er blevet en distraktion i den kamp, siger en grædende Allegra Stratton.

- Mine udtalelser bagatelliserede de regler, som folk gjorde alt for at overholde, siger hun.

Johnson har beordret sagen undersøgt for at finde ud af, om julesammenkomsten overhovedet fandt sted, og om coronaregler blev brudt i den forbindelse.

- Jeg var også rasende over at se det klip, sagde Johnson tidligere onsdag i Underhuset.

- Jeg undskylder for det, siger Johnson og tilføjer, at han "gentagne gange" er blevet forsikret om, at der ikke var nogen fest, og at der ikke blev brudt nogen coronaregler.

/ritzau/Reuters