Tonen er hård og ubarmhjertig i den amerikanske valgkamp.
Ikke desto mindre vækker en udtalelse fra Donald Trumps vicepræsidentkandidat nu en hel del opsigt.
På direkte tv sammenlignede J.D. Vance sin chefs modstander, demokraten Kamala Harris, med seksualforbryderen Jeffrey Epstein.
I hvert fald på et, centralt punkt:
»At give kontrollen over den økonomiske politik til Harris er som at lade Epstein lave regler for menneskesmugling,« sagde J.D. Vance ifølge flere internationale medier, herunder The Independent på Fox News søndag.
»Det amerikanske folk burde vide bedre end at stole på Harris,« tilføjede han.
Baggrunden for den bemærkelsesværdige sammenligning er, at inflationen i USA er steget, mens Joe Biden og Kamala Harris har været præsident og vicepræsident.
Men at der er tale om en grov sammenligning, er vist en underdrivelse.

Finansmanden Jeffrey Epstein blev i 2008 dømt for at have misbrugt unge piger, men blev løsladt efter blot 13 måneder.
Igen i 2019 blev han arresteret og tiltalt for at have drevet omfattende menneskehandel med mindreårige. Epstein døde i sin fængselscelle samme år og er derfor aldrig blevet dømt i sagen.
Det gjorde derimod hans assistent og partner Ghislaine Maxwell, som i 2022 fik en lang fængselsstraf for sin medvirken til sexhandel med mindreårige.
Ligesom i mange andre lande – herunder Danmark – er inflationen steget i USA de seneste tre år, mens Joe Biden har været præsident. Madvarepriserne er eksempelvis blevet 21 procent højere.
På det seneste er inflationen dog faldet en hel del til ro, ligesom væksten i USA er god og arbejdsløsheden er rekordlav.
Meningsmålinger viser imidlertid, at netop økonomien er et af de områder, hvor amerikanerne har mere tillid til Donald Trump end til Kamala Harris.