»Hvilken slags kvinde lærer en 14-årig pige, hvordan en midaldrende mand kan lide at få rørt sin penis? Hun var ligeglad med andres lidelse. Hun gjorde det i årevis.«

Således fremførte anklagemyndigheden, at Ghislaine Maxwell burde modtage den højest mulige straf. Minimum 30 år havde de krævet.

Men nu har Ghislaine Maxwell fået sin strafudmåling.

Tirsdag ved den føderale domstol i Manhattan blev hun efter en flere timer lang høring idømt 20 års fængsel og en bøde på 750.000 dollars - svarende til 5,3 millioner danske kroner.

Retstegning fra strafudmålingen af Ghislaine Maxwell. Her sidder hun med sine forsvarsadvokater Bobbi Sternheim og Christian Everdell.
Retstegning fra strafudmålingen af Ghislaine Maxwell. Her sidder hun med sine forsvarsadvokater Bobbi Sternheim og Christian Everdell. Foto: JANE ROSENBERG
Vis mere

Anklagerne havde ønsket mindst 30 års fængsel og op til den maksimale dom på 55 års fængsel til Ghislaine Maxwell for sexhandel med mindreårige.

Det amerikanske prøvetidskontor havde anbefalet en straf på 20 års fængsel, mens Ghislaine Maxwells egne forsvarsadvokater havde håbet på omkring fem års fængsel.

Ghislaine Maxwell var selv til stede i retten, iklædt blå fængselsdragt og fodlænker, og hun har indtil nu været tilbageholdt i detentionen i Brooklyn. Hun håber at kunne afsone resten af sin dom i statsfængslet i Danbury, Connecticut.

Til stede ved retten var – foruden et væld af journalister – blandt andre også Ghislaine Maxwells søskende.

Isabel Maxwell, Kevin Maxwell og Christine Maxwell (foruden Ian Maxwell), brødre og søstre til Ghislaine Maxwell, har støttet deres søster gennem det hele - og har været til stede ved både retssagen og nu også strafudmålingen.
Isabel Maxwell, Kevin Maxwell og Christine Maxwell (foruden Ian Maxwell), brødre og søstre til Ghislaine Maxwell, har støttet deres søster gennem det hele - og har været til stede ved både retssagen og nu også strafudmålingen. Foto: TIMOTHY A. CLARY
Vis mere

Hendes søskende har bedt om nåde for hende, da de mener, hun fandt sammen med Jeffrey Epstein på et tidspunkt, hvor hun var sårbar efter tabet af deres dominerende far, hvilket muliggjorde Epsteins udnyttelse af hende.

Hendes advokat, Bobbi Sternheim, fremførte det samme argument i tirsdagens retshøring.

Hun kaldte ofrene, der var mødt op i retten for »modige«, men kaldte derimod anklagerens ønske om mellem 30 og 55 års fængsel for »ude af proportioner«, da det var samme strafudmåling, som Jeffrey Epstein havde stået overfor.

Ghislaine Maxwell selv udtrykte også sin »dybeste medfølelse« for ofrene, hvis smerte hun undskyldte.

Ghislaine Maxwell og Jeffrey Epstein er begge dømt for sex trafficking af mindreårige. Hun sidder fængslet og har netop fået sin strafudmåling - han begik selvmord i fængslet.
Ghislaine Maxwell og Jeffrey Epstein er begge dømt for sex trafficking af mindreårige. Hun sidder fængslet og har netop fået sin strafudmåling - han begik selvmord i fængslet. Foto: LAURA CAVANAUGH, HANDOUT
Vis mere

Hun forklarede, at hendes »livs største fortrydelse« var nogensinde at have mødt Jeffrey Epstein, som også havde narret hende.

Ghislaine Maxwell ofre havde derimod en anden version, da de fremlagde deres skadeserklæringer.

De fortalte, hvordan de stadig led under de »utænkelige ting«, som Ghislaine Maxwell sammen med Jeffrey Epstein havde udsat dem for – overgreb, som Maxwell »arrangerede, så og deltog i« og fortsat udviser en komplet »mangel på anger« for.

Ofrene Sarah Ransome og Elizabeth Stein mødte sammen, hånd i hånd, op i retten i Manhattan.
Ofrene Sarah Ransome og Elizabeth Stein mødte sammen, hånd i hånd, op i retten i Manhattan. Foto: BRENDAN MCDERMID
Vis mere

Selve domsspørgsmålet over Ghislaine Maxwell faldt 29. december sidste år.

Her blev denne den yngste datter af mediemogulen Robert Maxwell kendt skyldig i at rekruttere og groome fire unge kvinder til at have sex med den afdøde rigmand – og dømte seksualforbryder – Jeffrey Epstein i perioden mellem 1994 og 2004.

Overgrebene fandt sted i Jeffrey Epsteins byhus i New York, hans palæ i Florida, hans ranch i New Mexico og på hans private ø Little St. James.

Det yngste offer var blot 14 år.

Ghislaine Maxwell og Jeffrey Epstein.
Ghislaine Maxwell og Jeffrey Epstein. Foto: AFP PHOTO / US District Court for the Southern District of New York
Vis mere

Ghislaine Maxwell blev dengang kendt skyldig i fem af de seks anklager imod sig, herunder sex trafficking.

Hendes ofre har blandt andet kaldt hende »et monster« i deres tidligere vidneudsagn, mens anklageren har kaldt hendes adfærd for »chokerende rovlysten«.

Men manden, hun tidligere har kaldt sin kæreste – ham, hun skaffede ofrene til og i mange år var højre hånd for: Jeffrey Epstein – begik selvmord i august 2019, mens han afventede sin dom.

Men nu har Ghislaine Maxwell fået sin: 20 års fængsel og en bøde på 750.000 dollar.