For præcis 10 år siden sad jeg i London og fulgte med i de foruroligende nyheder om, at et stort jordskælv med efterfølgende tsunami havde ramt Japans nordlige kystområder med ødelæggende effekt.
Få minutter efter ringede telefonen, og to timer senere sad jeg i et fly på vej mod Tokyo.
De næste uger var jeg en af ganske få danske korrespondenter i det katastroferamte land, og det er naturligvis en oplevelse, jeg aldrig glemmer.
Vi var kun tre passagerer ombord på den store jumbojet, og da jeg ankom til Narita lufthavn i Tokyo, var der en strøm af mennesker på vej ud af Japan, mens jeg mere eller mindre var den eneste, der var på vej ind.
En procedure blev sat i værk, så jeg kunne prøve at komme ud af storbyen, hvis vinden vendte, og atomskyen drev ind over os.Jakob Illeborg
De næste dage var yderst dramatiske. Tsunamien havde flået veje, huse og træer op og kastet dem rundt, som var de tændstikker.
Der lå døde mennesker i vejkanter og grøfter, og Japan var naturligvis i sorg og chok.
Men katastrofen var langtfra slut. Det stod hurtigt klart, at Fukushima-atomkraftværket havde lidt stor skade, og i hvilket omfang det lækkede radioaktivt materiale, var usikkert. Fukushima ligger kun 200 kilometer fra Tokyo, verdens største by med 37 millioner mennesker.
Jeg havde daglige opdateringer med DRs meteorolog Jesper Teglgaard, og en procedure blev sat i værk, så jeg kunne prøve at komme ud af storbyen, hvis vinden vendte, og atomskyen drev ind over os.
Jeg fik også sendt en geigertæller, så jeg selv kunne måle strålingen i Tokyo. Fornemmelsen var, at vi ikke nødvendigvis kunne stole på alt, hvad den japanske regering fortalte om atomudslippet.
DR havde sendt en fotograf ud for at møde mig. Han var der kun et par dage, og i den tid skulle han lære mig at bruge et af de store kameraer, man brugte til tv dengang, samt at sætte lys, så jeg kunne deltage i TV Avisen. For jeg var faktisk helt alene den første tid i Japan.
De otte timers tidsforskel, jetlag og det, at TV Avisen blev sendt klokken 2.30 og klokken 5 om morgenen japansk tid, gjorde, at jeg i ugevis ikke sov meget.
Billedet viser mig godt klatøjet live fra Tokyo.
Under en af udsendelserne kom et af de store efterskælv. Jeg befandt mig højt oppe i et hotel, og jeg husker tydeligt, hvordan højhuset klagede sig som et skib i havsnød, mens det svingede fra side til side – de er bygget til det.
For at spare på strømmen i storbyen slukkede bystyret hver aften strømmen på gaderne og omkring de mange højhuse. Tokyo, byen fuld af digitalt lys, blev mørk og stille. Kun de røde blinkende lys, der advarer piloter om høje huse, kunne ses glimte i natten.
Jeg boede på et hotel, hvor der normalt har været plads til måske 1.000 gæster. Men vi var vel 12-15 stykker, der spiste i den kæmpe store spisesal. De andre var hovedsagelig chefer for store amerikanske virksomheder, som ikke følte, at de kunne forlade skuden.
I løbet af den første uge begyndte vinden at skifte retning, og mange valgte at forlade storbyen af frygt for atomskyen. Det er naturligvis sin sag at få en stor del af en befolkning på 37 millioner til at forlade byen uden absolut kaos – eller det ville det utvivlsomt være, hvis det var London, New York eller København for den sags skyld.
Men i Tokyo stod folk i sirlige og fredelige køer, mange med paraply over hovedet, selv om det ikke regnede. De håbede, at det beskyttede dem mod strålingsnedfald. Ingen sprang over i køen. DR valgte slutteligt, at også jeg skulle forlade Tokyo nogle dage af sikkerhedshensyn.
Der var udbredt mistro til, at den japanske regering fortalte borgerne alt. De japanere, jeg lærte at kende, fortalte, at de frygtede, at æresbegrebet ville spille ind, og at de ikke ville blive informeret ordentligt om omfang og alvor og de beslutninger, der blev truffet, fordi det kunne bringe skam over myndighederne.
18.000 døde som direkte følge af katastrofen, og en stor del af de nordlige kystområder blev fuldstændig smadret. Mere end 100.000 mennesker blev evakueret, og nogle er fortsat ikke vendt tilbage til deres hjem fra dengang.
1,25 millioner ton radioaktivt vand brugt til at køle de tre ødelagte reaktorer opbevares fortsat i 1.000 store ståltanke.
Produktionen blev stoppet på alle Japans 54 atomkraftværker de efterfølgende måneder. Et nyt atomagentur afløste det gamle, som fik kritik for at være for tæt på regeringen.
Tiltroen til atomkraft i Japan er her 10 år efter fortsat lav.
En meningsmåling udført af det nationale tv-selskab NHK i slutningen af 2020 viste, at kun 3 procent af befolkningen er tilhængere af at udbygge atomkraftkapaciteten, 50 procent ønsker den formindsket og 17 procent helt afskaffet.
