Selv de mindste stavefejl kan ende med at få stor opmærksomhed.

Særligt når afsenderen af stavefejlen er den amerikanske præsidents datter - og særligt når stavefejlen ændrer betydningen af det, man oprindeligt gerne ville have skrevet.

Det må den amerikanske præsidentdatter Ivanka Trump sande, efter hun tirsdag tog til tasterne på sin Twitterprofil for at ønske den britiske politiker Boris Johnson tillykke med, at han er blevet valgt som sit lands næste premierminister.

Det skriver blandt andet Huffington Post og NBC News.

Ivanka Trump.
Ivanka Trump. PIROSCHKA VAN DE WOUW

I sin første besked skrev hun nemlig følgende:

'Tillykke, Boris Johnson, med at blive den næste premierminister for United Kingston'.

Dermed gik noget tilsyneladende galt for hende, idet hun kom til at skrive 'United Kingston' i stedet for 'United Kingdom', som Storbritannien rigtigt hedder på engelsk.

Selvom hun hurtigt blev klar over sin fejl og slettede tweetet, så glemmer internettet som bekendt ikke så hurtigt.

Flere nåede at se tweetet og gemme screenshots af det - og siden har flere lavet spøg med tastefejlen.

'Du kan sige, hvad du vil, men mit favoritsted i United Kingston har alle dage været Landon,' skriver en bruger blandt andet med henvisning til London.

Andre har lavet sjov med, at Boris Johnson måske er blevet premierminister i hovedstaden på Jamaica, der netop er Kingston, eller for området Kingston upon Thames, der ligger i det sydvestlige London.

'Sikke en lettelse. Vi troede alle, at det var hele Storbritannien, men det viser sig, at det bare var Kingson on Thames', skriver en anden bruger.

Andre brugere påpeger, at det tilsyneladende ligger til Trump-familien at komme til at lave den slags uheldige taste- og slåfejl på Twitter.

I sidste måned skrev Ivankas far - præsident Donald Trump - at han havde haft et møde med den britiske prins Charles, der har titlen 'Prins af Wales'. Det kom Trump dog til at stave: 'Prins af Whales (hvaler, red.)'.

Selv tager Ivanka Trump det dog med et smil. I et andet tweet forklarer hun - med en smilede emoji - nemlig årsagen til fejlen:

'Problemerne ved autokorrektur'.