Sidste søndag ankom en far til to børn til en udbrændt lejlighed i Oslo-forstaden Lørenskog.

Umiddelbart efter fik han to chokerende beskeder.

Begge dine børn er døde i branden, og du er sigtet for drabene.

Politiet anholdt straks faren, men allerede dagen efter frafaldt politiet både mistanken og sigtelsen. I stedet er børnenes 35-årige mor nu sigtet for drabene. Nu kritiserer farens advokat politiets behandling af den intetanende far.

»Når han vidste, han var uskyldig, og ikke vidste, hvad der var sket, fremstod det helt absurd og virkelighedsfjernt at blive lagt i håndjern og sat i en politibil samtidig med, at han fik fik besked om, at hans børn var blevet dræbt, og at han var sigtet for at have dræbt dem,« siger farens bistandsadvokat, John Christian Elden, til Dagbladet.

Ove rfor lokalmediet Romerikes Blad tilføjer John Christian Elden, at faren har behov for at tale med politiet om den traumatiske oplevelse, det var at miste sine børn, og at blive mistænkt for at have dræbt dem.

»Han har det meget svært ved på ufattelig vis og helt uforståeligt at være blevet frarøvet sine to børn,« siger bistandsadvokaten.

Da brandfolkene som de første ankom til lejligheden for at slukke branden i sidste søndag, ventede der dem et frygteligt syn.

Fredrik Hagen

I lejligheden var der to livløse børn samt deres mor, der selv havde fået alvorlige skader. Begge børn var under 10 år.

Brandmændene forsøgte at yde de to børn førstehjælp, men deres liv stod ikke til at redde. Moren er til gengæld ikke længere i livsfare.

Hun er nu sigtet for at have sat ild til lejligheden og stå bag drabene på sine to børn.

Over for Romerikes Blad lægger politiet sig fladt ned og beklager over for børnenes far.

»Det er ikke svært for politiet at forstå, at han oplevede det som voldsomt at blive pågrebet og sigtet for drab på sine egne børn. Politiet skal naturligvis imødekomme et eventuelt ønske om dialog om håndteringen,« siger politiadvokat Sonika Sharma-Sundheim til Romerikes Blad.

Moderen til børnene er etnisk norsk, mens faren har udenlandsk baggrund, oplyser politiet.

Ifølge politiet bor forældrene ikke længere sammen.