Intet filter, ingen retouchering og ingen lemmer i unaturlige stillinger, så kroppen ser bedre ud, end den i virkeligheden er.

Det er, hvad den svenske influencer Alexandra Nilsson bliver hyldet for i disse dage.

Den 29-årige svensker har nemlig delt en række billeder, der giver et blik bag Instagram-facaden. Billeder, hvor hendes 280.000 følgere får lov til at se både strækmærker og mavefedt.

Og det er altså noget, der vækker begejstring. Det skriver Dagbladet.

Opslaget har Alexandra Nilsson kaldt for 'Instagram vs. virkeligheden', og det er krydret med split-billeder af hende i alt fra bikini til badekåbe.

Den ene halvdel af split-billederne er ment som værende 'det perfekte' Instagram-billede, mens den anden halvdel er 'det naturlige' billede.

Opslaget har i skrivende stund fået knap 36.000 likes samt utallige kommentarer, der hylder influenceren for at turde at vise sit 'sande jeg' frem.

'Der bør være mere af den slags på Instagram. Jeg ville ønske, at du var her, da jeg var 14 år, for der havde jeg virkelig brug for det her,' skriver en følger for eksempel.

Alexandra Nilsson fortæller til Dagbladet, at hun den seneste tid har haft det skidt med, at alt, man ser på sociale medier, er 'perfekt', og at det var derfor, hun valgte at dele opslaget.

»Jeg er selv begyndt at følge de profiler, som viser virkeligheden, så nu vil jeg også selv gøre det. Jeg vil gerne bidrage med noget positivt,« siger hun til det norske medie og fortsætter:

»Vi er ikke så brune og retoucherede hele tiden.«

Den gode modtagelse har sågar fået den svenske influencer til at dele endnu et opslag med split-billeder.

Det nye opslag kan ses herunder: