»Giv os 100.000 likes, for vi risikerer bogstaveligt talt vores liv for den her video.«

Sådan lød opfordringen fra de 23-årige tvillinger Alan og Alex Stokes, før de den 15 oktober sidste år optog en prank-video, som de senere lagde på YouTube.

Hver uge poster tvillingerne videoer på YouTube og TikTok – videoer, der ofte får flere millioner visninger.

Den 15. oktober 2019 havde de to brødre klædt sig ud som bankrøvere og løb sortklædte, med masker og store sække fyldt med penge gennem den amerikanske by Santa Ana, mens deres kameramand filmede det hele.

Under 'flugten' satte de sig ind i en Uber og bad chaufføren køre. Men den stakkels mand, der ikke vidste, at han var i færd med at blive kendt på de sociale medier, nægtede.

Et vidne troede, at tvillingerne ville kapre bilen og slog alarm. Men da politiet dukkede op, troede de, at chaufføren stod i ledtog med 'bankrøverne', og han blev under stor dramatik anholdt.

Ifølge dagbladet.no sagde brødrene i den video, der senere blev lagt på nettet:
»De troede, han var vores flugtbils-chauffør, så de rettede måske 15 våben mod ham... Stakkels fyr.«

Det var alt sammen bare en practical joke, men politiet syntes slet ikke, det var sjovt.

Faktisk syntes de, at det var så usjovt, at anklagemyndigheden i Orange County i Californien nu sigter brødrene for at være skyld i, at den uskyldige Uber-chauffør blev anholdt og fængslet.

'Det her er ikke en prank,' siger statsadvokaten for Orange County, Todd Spitzer i pressemeddelelsen.

'Det er kriminelle handlinger, der kunne være endt med, at nogen kom alvorligt til skade eller endda blev slået ihjel. Politiet har svoret at beskytte borgerne, når nogen ringer 911 og rapporterer om et røveri, så er de klar til at beskytte liv. I stedet mødte de et sært forsøg på at opnå mere popularitet på internettet ved at udsætte medborgere og politiet for fare.'

Bliver brødrene dømt, står de til op til fire års fængsel.

Videoen af det falske bankrøveri nåede at blive vist en million gange, før den blev fjernet fra YouTube.