»Jeg prøvede at stikke ham gennem hjertet, men han havde ikke noget.«

66-årige britiske Penelope Jackson er anklaget for at have dræbt sin mand med kniv i Somerset 13. februar i år.

I denne måned er hun for retten, hvor hun nu har fortalt, at hendes afdøde mand David Jackson var meget aggressiv og voldelig overfor hende, og at det var årsagen til, at hun stak ham ned. Det skriver The Guardian.

I toppen af artiklen kan du se den foruroligende video af Penelope Jacksons tilståelse over for politiet.

»Det startede altid med, at han var verbalt aggressiv, det handlede om, at jeg ikke var loyal over for ham,« forklarede hun i retten og fortsatte:

»Så ville det altid eskalere, nogle gange kvalte han mig, og andre gange sparkede han mig.«

Yderligere skriver BBC, at kvinden har forklaret, hvordan mandens adfærd kunne variere fra dag til dag.

»Jeg vidste ikke, om jeg vågnede til en sød David eller en modbydelig David,« skulle hun også have sagt.

I slutningen af ​​den seneste afhøring af ​​anklagemyndigheden blev der vist en video, hvor Penelope Jackson bliver anholdt af politiet. En video, som du kan se i toppen af artiklen.

Ifølge de seneste oplysninger fra retssagen så indrømmer Penelope Jackson at have stukket sin mand ned, men hun nægter sig skyldig i overlagt mord.

Efter, at hun havde stukket David Jackson, ringede hun selv til alarmcentralen, hvor hun talte med en medarbejder i 18 minutter, mens man kunne høre ham skrige i baggrunden, mens Penelope lagde sit sidste knivstik.

»Jeg ender i fængsel, hvilket er at foretrække frem for mit liv lige nu,« skulle hun angiveligt have sagt under opkaldet.

Retssagen er stadig i gang og forventes at tage yderligere to uger.