En 12-årig dreng er død i Inden af virussen nipah.
Den sjældne virus er langt mere dødelig end covid-19, og sundhedsfolk har længe frygtet, at den kunne starte en global pandemi.
New York Post skriver, at drengen døde søndag på et hospital i Kerala, som er en delstat i det sydvestlige Indien, der i forvejen er hårdt ramt af corona. De har det højeste antal af covid-19-tilfælde.
Før sin død havde drengen allerede besøgt to andre hospitaler og dermed været i kontakt med potentielt hundredvis af mennesker – heraf var der op til 11, der viste symptomer.
Tidligere udbrud af nipah, også kaldet niv, har vist en estimeret dødelighed på mellem 40 procent og 75 procent ifølge WHO, hvilket gør den til en langt mere dødbringende virus end corona.
»Virussen har vist sig at sprede sig fra person til person i disse udbrud, som skaber bekymring for niv's potentiale for at forårsage en global pandemi,« skriver Center for Disease Control and Prevention (CDC).
Mere end 100 mulige kontakter til drengen er allerede blevet tvunget i isolation, hvoraf 48 bliver overvåget på et hospital i Kerala. Derudover vil myndighederne også gå fra dør til dør og identificere sekundære kontakter.
Prøver fra drengens primære kontakter – hans familie og sundhedspersonale – er negative.
Nipah-virussen stammer – ligesom coronavirussen formodes at gøre – fra flagermus. Smitten overføres til mennesker via grise.
Nipah-virus blev først gang opdaget i Malaysia og Singapore i 1999 – et udbrud med næsten 300 tilfælde og mere end 100 dødsfald, skriver CDC.
De skriver endvidere, at symptomerne ligner dem ved covid-19, herunder feber, hoste, ondt i halsen og åndedrætsbesvær.
De inficerede lider ofte også af hjernebetændelse eller hævelse af hjernen – og hvis de overlever, lider de ofte af vedvarende kramper og endda personlighedsændringer. Smitten kan forblive i dvale hos syge, som kan blive syge og muligvis dø af det »måneder og endda år efter eksponering«, advarer CDC.
Der er ingen vaccine, og den eneste behandling er understøttende behandling for at kontrollere komplikationer og holde patienterne trygge.


