I Keyham er det dagen derpå, men borgerne har fredag endnu ikke fået svar på et helt central spørgsmål: Hvorfor?
Hvorfor blev fem personer torsdag aften skudt og dræbt i det lille samfund i den sydengelske by Plymouth? Hvorfor blev flere andre såret?
»Det er meget dystre nyheder, vi står op til, og hele lokalsamfundet er knust over brutaliteten i angrebet,« som det lokale parlamentsmedlem Luke Pollard siger til Times Radio fredag morgen:
»Keyham er et virkelig sammentømret samfund. Det er den slags sted, hvor man kender sin nabo og passer på hinanden.«

Det var omkring klokken 18 torsdag aften, at meldingerne om Englands første masseskyderi i 11 år tikkede ind.
Flere medier som BBC skriver dagen derpå, at gerningsmanden lokalt er identificeret til at være den 23-årige Jake Davison, der boede og arbejdede i byen, men han skulle oprindeligt være fra USA. Identiteten er endnu ikke officielt bekræftet.
Politiet har dog bekræftet, at gerningsmanden sluttede massakren med at skyde sig selv, så antallet af omkomne altså i alt nåede op på seks.
Endnu er der dog intet kommet frem om et eventuelt motiv. Flere medier skriver dog om, at han angiveligt skulle have haft et familiært forhold til de to første ofte: En kvinde og hendes barn på angiveligt fem år.

De blev ifølge flere vidner skudt på klods hold af gerningsmanden – bevæbnet med et halvautomatisk våben – i deres hjem på den lille blinde vej Biddick Drive.
»Først var der råberi og dernæst nogle få skud, måske tre-fire. Så sparkede han døren ind til huset og fyrede løs. Han løb derefter fra huset, mens han fortsatte med at skyde,« som naboen Sharron Turner har fortalt til Daily Mail.
På en tilstødende vej blev endnu et af dødsofrene kort efter skudt på åben gade, hvorefter manden løb ind i en park, hvor de sidste dødsofre, to tilfældigt forbipasserende hundeluftere, blev skudt.
Ud af de fem omkomne døde de fire på stedet, mens en senere døde på hospitalet. Også flere andre er blevet såret, men det er endnu uvist, hvor mange der er tale om.

Robert Pinkerton fortæller eksempelvis, hvordan han kom kørende i sin bil og så en sortklædt bevæbnet mand komme i mod sig. Han fik svinget udenom og så dernæst en såret kvinde ligge i indgangen til en frisørsalon.
Dagen derpå er der stadig behov for krisehjælp i det berørte nærsamfund. Parlamentsmedlemmet Luke Pollard beskriver det således:
»Der var masser af mennesker, som åbnede dørene på grund af tumulten og så folk, der var blevet skudt, liggende sårede på gaden lige uden for deres hjem. Så der er en frygtelig masse mennesker, der har brug for krisehjælp for at kunne kapere det, der sket,« siger han:
»Samtidig skal de også have delt deres viden om det, de har set, med politiet, og begge dele skal ske hurtigst muligt i dag (fredag, red.).«
Politiet har meddelt, at man ikke betragter masseskyderiet som et terrorangreb, og at man ikke leder efter yderligere gerningsmænd.

