Efter mere end fem årtier har de indsnævret det til et eneste navn. Og de mener selv, at de er nået til bunds i en af allerstørste kriminalgåder i USA.

»Jeg er helt sikkert på, at vi har opklaret sagen,« siger Tom Colbert.

Han er ifølge San Francisco Chronicle en del af gruppen Case Breakers, der består af omkring 40 tidligere kriminalbetjente, militære efterretningsfolk og journalister, som har sat sig for at løse uopklarede, højtprofilerede sager.

Og det mener de nu at have gjort i forhold til den såkaldte Zodiac-morder, der sidst i 1960erne skulle have myrdet i hvert fald fem tilfældige personer i San Francisco-området.

Som det også er blevet fremstillet i storfilmen 'Zodiac' med Hollywoodstjernerne Jake Gyllenhaal, Robert Downey jr og Mark Ruffalo i de bærende roller, drillede Zodiac-morderen samtidig politiet med kryptiske, kodede meddelelser om sine ugerninger.

52 år efter at det sidste offer blev fundet, har Case Breakers zoomet ind på en mulig seriemorder: Det er Gary Francis Poste – en mand fra Sierre Foothills øst for San Francisco.

Han døde dog for tre år siden, i 2018, som 80-årig.

Gruppen af private efterforskere baserer deres påstand på flere forskellige beviser:

  • Ikke mindst skulle flere ar i panden af Gary Francis Poste matche ar på de polititegninger, der dengang blev lavet af Zodiac-morderen.

  • Desuden skulle de have fundet anagrammer for Gary Francis Postes navn i de krypterede beskeder.

Samtidig skulle Case Breakers også have fundet beviser for, at Gary Francis Poste faktisk skulle stå bag endnu et mord, på Cheri Jo Bates i 1966.

De mener at vide, at han omkring mordtidspunktet havde været til et medicinsk tjek på et hospital i nærheden. Og så kæder de et ur med malerpletter, der blev fundet nær gerningsstedet, sammen med den formodede morder, der i årevis arbejdede som netop maler.

Case Breakers skulle have bedt politiet om at sammenligne dna fra uret med Gary Francis Poste, men det er ikke sket.

San Francisco Chronicle har gennem årene spillet en aktiv rolle i forsøget på at opklare sagen om Zodiac-sagen, da mange af de kryptiske og kodede beskeder blev sendt til netop den avis.

Mediet skriver nu, at man tidligere er blevet tippet om, at manden kunne være den berygtede morder – uden dog at nævne hans navn.

San Francisco Chronicle har desuden onsdag været i kontakt med hans tidligere svigerdatter, der er overbevist om, at det nu afdøde familiemedlem er identisk med Zodiac-morderen.

»Det er min fødselsdag i dag, og det er en fantastisk fødselsdagsgave for mig, at det kommer frem nu. Han er uden tvivl Zodiac-morderen. Det ved jeg efter at være været sammen med ham, efter at have kendt hans adfærd, hans skummelhed og hans mystiske opførsel. Jeg har en intuition, jeg kan læse mennesker,« siger Michelle Wynn til San San Francisco Chronicle

Politiet giver dog ikke meget for den nye teori fra Case Breakers.

»Sagen om Zodiac-morderen er stadig åben. Vi har ingen nye informationer i øjeblikket,« lyder det onsdag i en udtalelse fra FBI.

Også det lokale politi er afvisende over for Case Breakers:

»Hvis du læser, hvad de har lagt frem, er det udelukkende indicier,« siger betjenten Ryan Railsback fra Riverside Police til San Francisco Chronicle.

Over for Fox News afviser Riverside Police desuden fuldstændigt, at Zodiac-morderen skulle have stået bag mordet på Cheri Jo Bates.

Et andet medlem af Case Breakes, den tidligere betjent Bill Proctor, giver overfor samme medie ikke meget for politiets manglende hørbarhed over for gruppens argumenter.

»Det handler i virkeligheden om ego og arrogance,« lyder det fra ham:

»De taler aldrig om, hvad de egentlig har fundet ud af, og det betyder, at der er rimeligt at antage, at udefrakommendes informationer må være lige så meget værd, hvis ikke mere værd, end det politiet indtil videre har udrettet.«

Politiet har kun sat navn på én mulig mistænkt som Zodiac-morderen gennem de mange år, efterforskningen har varet. Det var Arthur Leigh Allen, der døde i 1992.