Den har været undervejs i to et halvt år.

Tirsdag kommer den endelig – og resultatet kan ryste Frankrig i sin grundvold.

En uafhængig kommission har undersøgt omfanget af de seksuelle overgreb mod børn, som præster og andre kirkelige medarbejdere i den katolske kirke i Frankrig har begået siden 1950.

Tirsdag klokken ni udkommer kommissionens rapport, og den kommer til at indeholde afsløringer, som er meget belastende for kirken – og adskillige præster, som aldrig er blevet dømt og stadig er aktive.

»Det er et jordskælv, en orkan, en tsunami,« siger Olivier Savignac til Reuters om de tal, som bliver fremlagt tirsdag morgen.

Han blev i 1993 udsat for et seksuelt overgreb af en katolsk præst. Dengang var Olivier 13 år gammel.

Desværre er det mest usædvanlige i hans sag, at præsten siden er blevet dømt.

Det estimeres ifølge Olivier Savignac, at mindst 216.000 børn er blevet udsat for seksuelle overgreb begået af kirkens mænd i Frankrig siden 1950.

Han har selv bidraget til den længe ventede rapport om overgrebene som et af de talrige ofre.

Allerede før offentliggørelsen af rapporten er der kommet brudstykker frem om, hvad den kommer til at indeholde. Ifølge kommissionen skulle overgrebene være begået af mindst 2.900-3.200 personer med tilknytning til den katolske kirke, som i århundreder har været en hjørnesten i det franske samfund.

Og det er endda et 'minimums-estimat', lyder det fra kommissionens formand, Jean-Marc Sauve.

»Når du ser disse tal, er det så foruroligende, at ingen længere kan fornægte det, uanset om det så måtte være den katolske kirke eller samfundet som helhed,« siger Olivier Savignac.

Han er initiativtager til og formand for foreningen 'Parler et Revivre' (Tal og få livet tilbage, red.), hvor ofre for overgrebene er samlet.

»Vi forventer, at den katolske kirke kommer med et svar, som står til mål med det, vi er blevet udsat for,« siger Olivier Savignac.

»Og det kan ikke være at kaste nogle få tusinde euro efter os og sige, at nu har vi lagt det bag os. Nej, der er behov for en passende kompensation, som svarer til det, hvert enkelt offer har lidt,« tilføjer han.

Skandalen i Frankrig er blot den seneste i den katolske kirke.

Kirken er de senere år blevet rystet i sin grundvold af stribevis af afsløringer af omfattende og systematiske overgreb på børn begået i flere lande.

I juni sagde pave Frans, at sagerne om seksuelle overgreb er en 'katastrofe' for den katolske kirke over hele verden.