En kvinde i den amerikanske stat Virginia fik sin hund aflivet, så hun kunne tage den med sig i graven.

Shih Tzu-gadekrydset Emma - der både var sund og rask  - måtte lade livet, da hendes ejer gik bort.

Ejeren havde skrevet i sit testamente, at Emma skulle begraves sammen med hende.

8. marts blev Emma hentet og bragt til et hundeinternat, efter at hendes ejer blev fundet død i sin lejlighed.

Det oplyser Fox News.

22. marts mødte en repræsentant for dødsboet op på internatet for at få hunden udleveret.

I testamentet stod der helt specifikt, at hunden skulle aflives og begraves sammen med den døde kvinde.

Internatet var ikke meget for at udlevere hunden og bad indtrængende om at skåne dens liv.

»Vi foreslog flere gange, at de kunne overdrage hunden til os, for det var en hund, vi sagtens kunne finde et nyt hjem til,« siger Carrie Jones, der arbejder på internatet til den lokale tv-station WWBT.

Men den afdøde fik sin sidste vilje.

Hunden blev bragt til en dyrlæge og aflivet. Herefter blev den kremeret og asken blev overdraget til kvindens arvinger.

Om den blev begravet med sin ejer, som testamentet foreskrev, melder historien intet om.