Når kirkegårdsgartnerne i Kolding i Sydjylland drager på job, er det ikke kun havehandskerne, de skal huske at pakke med i arbejdstasken.

Det er i høj grad også blevet nødvendigt for dem at medbringe poser, så de kan samle folks efterladte hundelorte op.

Og det er de godt trætte af, fortæller kirkegårdsleder Marie Vedel-Rieper til JydskeVestkysten.

Ifølge hende er problemet så stort, at hun nu er blevet nødt til at stå frem i offentligheden og efterspørge mere forståelse for byens kirkegårde.

På trods af at kirkegårdene har stillet flere skraldespande op, så de dovne hundeluftere ikke skal træde for mange skridt for at smide posen med hundelort ud, efterlader mange nemlig alligevel deres hunds afføring ved - og over - gravstenene.

»Vi kan ikke løbe stærkt nok på de mest indlysende steder for at rydde op efter hunde. Og det er som om, at lige meget hvad vi gør, så kan vi ikke holde det nede, siger Marie Vedel-Rieper til avisen og fortsætter:

»Personalet fortæller, at der ligger afføring selv ind over gravstene. Jeg tror, der er hundeejere, som godt kan lide, at hunden får lov til at løbe løs, men så har man ikke helt kontrol med, hvad der foregår.«

Kirkegårdslederen påpeger, at hundeluftere er velkomne på kirkegårdene, men at hundene skal være i snor, og lortene skal samles op.

Det er ikke første gang, at Koldings Kiregårde har problemer med efterladte hundelorte.

Tilbage i 2017 fortalte gartner Sven Henningsen JydskeVestkysten, at det - på godt jysk - var 'træls', når gartnerne ikke opdagede lortene, før de havde trådt i dem eller ved et uheld kommet til at tage fat i dem, når de var i gang med at luge.

»Jeg bliver jo sur. Det er klamt nok at tage fat i dem, men lugten, der kommer bagefter, er virkelig også ulækker,« sagde Sven Henningsen dengang til avisen.

Problemet forsvandt så småt, efter det blev beskrevet i medierne, men er altså - til stor frustration for kirkegårdsgartnerne - nu kommet tilbage igen.