'Jeg troede, at du havde lyst til at gøre det. Tiden er inde, og du er klar til det. Du skal bare gøre det. Du kan ikke fortsætte med at leve på den måde.'

Det er en ud af mange lignende beskeder, som Michelle Carter sendte til kæresten Conrad Roy i 2014. Kort tid efter tog han sit eget liv.

Den i dag 23-årige kvinde blev kendt medskyldig i drab af Højesteret i den amerikanske stat Massachusetts og blev idømt 15 måneders fængsel. Hun begyndte at afsone dommen i februar. Men nu er hun løsladt på grund af god opførsel næsten fire måneder før tid. Det skriver CNN.

Jonathan Darling, der er talsmand for politiet, fortæller, at Michelle Carter har været en forbilledlig indsat.

Hun har medvirket i en række tiltag, haft jobs i fængslet og har ikke skabt problemer. Derfor bliver hun løsladt nogle måneder før tid.

Da Conrad Roy tog sit eget liv, havde han Michelle Carter på medhør. Hun meldte ikke selv dødsfaldet til politiet. Forsvaret påstod, at det skyldtes, hun var dybt påvirket over episoden.

Conrad Roys familie er skuffet over, at ekskæresten bliver løsladt før tid.

»Vi er skuffede over, at Michelle bliver løsladt før tid og ikke skal gennemføre hele sin fængselsstraf, men vi forstår, at det er den normale proces for god opførsel. Men når det er sagt, så opfatter vi ikke hende, som en god pige,« siger Roys tante, Rebecca Maki, der er talsmand for familien.

Går du med svære tanker?

Så hjælper det at tale med nogen. Herhjemme findes der flere gratis rådgivningsmuligheder.

Eksempelvis foreningen SIND. Ring 70 23 27 50 og få hjælp.

Åbningstiden er klokken 11-22 mandag til fredag og klokken 17-22 om søndagen.