Hun er den kortest siddende premierminister i Storbritannien nogensinde. 

Og nu har Liz Truss skrevet en ny bog med titlen 'Bank Job', som handler om hendes tid i embedet, som hun nåede at bestride i 49 dage.

Bogen modtages dog ikke ligefrem med positive noter fra de britiske anmeldere. 

Den fik så lidt som nul stjerner fra The Telegraph, hvor anmeldelsen har overskriften 'Liz Truss' nye bog er det mest sindssyge, jeg nogensinde har læst'.

Også hos The Independent får bogen hård ord med på vejen, da anmelderen kalder den for 'den værste bog til dato.'

Bogen indeholder da også nogle opsigtsvækkende pointer. 

Blandt andet hævder Liz Truss ifølge Politico, at Storbritannien inden for få år ville have gennemført flere succesfulde missioner til Mars, hvis hendes tid som premierminister bare var blevet længere end de knap to måneder.

Men hovedsageligt hævder hun, at 'Bank of England' er skyld i hendes historisk korte regeringsperiode. 

The Telegraph skriver, at 'den tidligere premierminister er overbevist om, at alle andre er skyld i hendes fiaskoer,' mens dommen fra The Times lyder, at Liz Truss 'nu har vist, at hun er lige så god en forfatter, som hun var premierminister.'

Liz Truss var Storbritanniens premierminister i 49 dage i 2022.

Hun trak sig fra posten som følge af en økonomisk krise, som hun flere gange har afvist skulle være hendes skyld. 

Hun har foruden at skrive bøger også tidligere oprettet en Youtube-kanal med navnet 'The Liz Truss Show'.