Fox News-værten Heather Childers er blevet fyret.
Det sker efter, at hun tog syg på arbejde under coronapandemien i marts.
Det skriver Dagbladet.
Siden hændelsen i marts har værten ført en kamp på Twitter for at få lov til at komme tilbage til sit arbejde.
Hun har sågar henvendt sig direkte til den amerikanske præsident, Donald Trump, men uden held.
Heather Childers var vært på morgenfladen 'Fox & Friends First'. Den 18. marts var hun mærkbart syg både foran kameraet, og da programmet var slut, og det skabte en del bekymring blandt de ansatte, har kilder fortalt CNN.
'Jeg følte mig ikke syg, da jeg kom på arbejde, og jeg gik direkte til lægen, efter at jeg havde hostet og nyst under udsendelsen,' skriver Childers på Twitter.
6. april skrev Childers så, at hun havde taget en coronatest to gange, og at hun havde fået et negativt resultat begge gange.
I april tweetede hun også: 'Kære Donald Trump. Må jeg venligst vende tilbage til mit arbejde.'
Men det har altså ikke ført til, at Childers har fået sit job tilbage. Hendes program tog ofte parti for Trump og blev beskyldt for at tale coronavirus ned.
Men nu er Fox News begyndt at gå mere kritisk til værks over for Trump og hans måde at håndtere coronapandemien.
USA er blandt de hårdest ramte lande med over fire millioner smittede og 145.000 døde af coronavirus.

