Igennem årene har komiker Ellen DeGeneres og hendes show flere gange været anklaget for at være årsag til dårlig stemning.

Og nu sker det igen.

En gruppe bestående af 10 tidligere ansatte, samt én nuværende, har talt anonymt med mediet Buzzfeed, og her fortæller de om dårlige arbejdsforhold.

Blandt andet skulle gruppen have oplevet, hvordan man var delt op i et A- og et B-hold afhængigt af, hvordan ens indstilling over for ledelsen var.

Ellen DeGeneres' show er igen omdrejningspunkt for sager om dårligt arbejdsmiljø.
Ellen DeGeneres' show er igen omdrejningspunkt for sager om dårligt arbejdsmiljø. Foto: Mario Anzuoni
Vis mere

Denne gang er anklagerne dog i mindre grad rettet mod showets vært og i højere grad rettet mod tre producere. DeGeneres er dog alligevel udsat for kritik – nemlig for manglende handling.

»Hvis (Ellen, red.) vil have sit eget show og have sit navn i titlen på showet, så skal hun være mere involveret for at se, hvad der er foregået,« lyder det fra en af de tidligere ansatte.

De tre producere Ed Glavin, Mary Conelly og Andy Lassner har udtalt til online-mediet, at de tager anklagerne meget seriøst.

'Over de næsten to årtier, 3000 episoder og 1000 ansatte, vi har haft ansat, har vi stræbt efter at have et åbent, sikkert og inkluderende arbejdsmiljø,' lyder det i udtalelsen, som fortsætter:

'Vi er i sandhed knuste over og kede af at få at vide, at bare én person har haft en negativ oplevelse. Det er ikke dem, vi er, og ikke dem, vi stræber efter at være. Og det er ikke den mission, Ellen har lagt for os.'

Der er i forbindelse med den nye runde anklager mod showet nævnt både racisme, farvorisering og uberettigede fyringer. Eksempelvis blev en tidligere ansat fyret, da vedkommende skulle til begravelse.

Racismen oplevede en tidligere ansat, som er afroamerikansk. Hun fortæller, at hun blev kaldt 'det politisk korrekte-politi', når hun prøvede at sige fra over for diskrimination. Og hun var ikke den eneste med kritik.

»Folk fokuserer på rygter om, hvor ond Ellen er og alt det, men det er ikke problemet. Problemet er disse tre executive producere, som kører showet, der er ledere for alle de her mennesker, og som skaber kulturen, og som sender de her mobbe-vibrationer og onde følelser derud,« lyder det fra en anden tidligere ansat.