Slægtninge til den tyske diktator og massemorder Adolf Hitler har ikke ligefrem stået i kø for at stille sig frem i rampelyset de seneste årtier.

Men nu er det lykkedes tyske Bild at få Hitlers 68-årige grandnevø Alexander Adolf Stuart-Houston i tale.

Han er en af fire brødre, som er de sidste mandlige slægtninge til Hitler. De er børnebørn til Alois Hitler, Adolf Hitlers halvbror, og har indtil nu blankt afvist at udtale sig.

Men da Bild bankede på hos Alexander i en by tæt på New York, åbnede han døren.

Her gav han sin holdning til en lang række emner – blandt andet Donald Trump - og adresserede konspirationsteorier, der har været om de mystiske brødre gennem mange år.

Den mest sejlivede har været, at brødrene ikke har fået børn, fordi de ikke vil videreføre Hitlers linje.

Det afviser han som 'vrøvl'. Han afslører, at en af hans brødre faktisk var ved at blive gift med en jødisk kvinde, indtil hun fandt ud af, at han var slægtning til Hitler. Det udløste en hurtig afslutning på forholdet.

Alexander Adolf Stuart-Houston giver også sin mening til kende om nuværende forhold. Eksempelvis får Donald Trump en ørefigen.

»Den sidste person, jeg vil sige, jeg beundrer, er Donald Trump. Han er helt sikkert ikke en af mine favoritter,« siger han til Bild og uddyber:

»Nogle af de ting, Trump siger, er okay. Det er hans væremåde, der irriterer mig. Og jeg kan simpelthen bare ikke lide løgnere.«

Hitlers grandnevø udtaler sig også om den tyske kansler, Angela Merkel.

»Jeg kan lide hende. Hun er god. Hun virker som en intelligent og smart person.«

Alexander Adolf Stuart-Houston er søn af William Patrick Hitler, hvis far, Alois Hitler, var halvbror til Adolf Hitler.

William Patrick Hitler flyttede til USA og kæmpede på amerikansk side under krigen. Efter krigen skiftede familien navn til Hiller og senere til Stuart-Houston.

De fire brødre er født og opvokset i USA. Den ene, Ronald, er nu død.

Brian og Louis nægter fortsat at tale med medierne – og afviste Bild blankt, da de bankede på.