I januar måned blev en urne nedsat i al stilhed på kirkegården i Waldfriedhof, München. I urnen var asken efter Edda Göring. Datter til Hermann Göring. Guddatter til Adolf Hitler.

Begravelsen foregik så hemmeligt, at det først er blevet registreret af flere medier i denne uge – tre måneder senere.

Og det er der god grund til. Edda Göring var nemlig en omdiskuteret skikkelse i Tyskland, skriver flere internationale medier, heriblandt The Times, Daily Mail og New York Times.

Edda Göring blev født i 1938. Hun var opkaldt efter den fascistiske diktator Benito Mussolinis datter, og Adolf Hitler poserer på flere billeder ved Eddas dåb, hvor han agerede Gudfader for den lille pige.

Hermann Göring (tv, Adolf Hitler (i midten).
Hermann Göring (tv, Adolf Hitler (i midten). Foto: Ukendt
Vis mere

Eddas far, Hermann Göring, var en af Hitlers nærmeste. Han blev øverste chef for Luftwaffe og Hitlers stedfortræder. Han var en absolut topfigur i nazibevægelsen.

Ved krigens afslutning i 1945 blev han arresteret af amerikanske tropper. Han blev dømt til døden ved retsopgøret i Nürnberg, men kort før sin henrettelse i 1946 tog han cyanid og begik selvmord.

Edda Göring voksede op – som mange andre børn af topnazister – i skyggen af sin familiære baggrund.

Men hun tog aldrig afstand til sin fortid, sin familie eller sin far.

Igennem livet forsøgte hun flere gange - startende i 1960 - at få ejendom, som de tyske myndigheder havde konfiskeret fra Hermann Görings hjem, tilbage.

Der var tale om smykker, guld, kunstværker og andre værdigenstande, som han havde samlet sammen fra de lande, nazisterne var rykket ind i.

Edda Göring mente, at de ejendomme tilhørte hende selv og hendes mor, og at staten ingen ret havde til at konfiskere dem.

Men myndighederne afviste hende gang på gang – senest i 2015.

I løbet af sit liv arbejde hun blandt andet i et laboratorium og forsørgede sin mor frem til hendes død i 1973.

Men Edda Göring kom også i kredse, som i efterdønningerne af Anden Verdenskrig var dybt kontroversielle.

Her mængede hun sig med Ilse Hess (Rudolf Hess’ datter), den nazistiske filminstruktør Karl Ritter, den britiske fascist Oswald Mosley og mange andre.

I en periode dukkede hun også op til årlige sammenkomster af tidligere nazister og medlemmer af Waffen SS.

Nazister ved Nürnberg (venstre til højre, forreste række) Hermann Göring, Rudolf Hess, Joachim von Ribbentrop og Wilhelm Keitel.
Nazister ved Nürnberg (venstre til højre, forreste række) Hermann Göring, Rudolf Hess, Joachim von Ribbentrop og Wilhelm Keitel. Foto: HO
Vis mere

Hun lod sig interviewe i 1991 af journalisten Gerald Posner. Edda havde intet dårligt at sige om sin far, Hermann Göring.

»Jeg elskede ham meget højt, og det var tydeligt, hvor meget han elskede mig,« sagde hun i bogen, ifølge New York Times:

»Mine eneste minder om ham er fyldt med kærlighed. Jeg kan ikke se ham på nogen anden måde.«

Da intervieweren konfronterede hende med, at flere historikere mener, at Hermann Göring var helt afgørende for, at millioner af jøder blev myrdet under krigen:

»Min fars problem var hans loyalitet overfor Hitler. Han havde svoret personlig troskab over for ham, og det ville han aldrig vende ryggen til, selv da Hitler gik for langt.«

»De ting, der skete med jøderne, var forfærdelige, men de havde ikke noget med min far at gøre.«

Det vides ikke med sikkerhed, om Edda Göring nogensinde fik børn.

Hun døde 21. december, 80 år gammel.