Det amerikanske konglomerat Berkshire Hathaway afslørede på deres seneste årsmøde, hvem der skal overtage, når den 90-årige CEO og multimilliardær Warren Buffett ikke længere skal stå i spidsen for giganten.

Mediet CNBC kunne i sidste uge afsløre, at det bliver næstformanden Greg Abel, der bliver Buffetts afløser.

»Ledelsen er enige om, at hvis der skulle ske noget med mig i aften, vil det være Greg (Abel red,), der tager over i morgen,« siger Berkshire Hathaways CEO, Warren Buffett, ifølge CNBC.

Det er store sko, der på et tidspunkt skal udfyldes af næstformand Abel. Warren Buffett har nemlig i løbet af sin lange karriere i Berkshire Hathaway opnået enorm rigdom, og er i 2021 placeret på sjettepladsen på Forbes' liste over verdens rigeste personer. Det er foran Google-skaberne Larry Page og Sergey Brin på ottende- og niendepladsen og blot en enkelt plads bag Facebook-bossen Mark Zuckerberg.

Han faldt sidste år fire pladser ned af listen, efter han donerede et astronomisk milliardbeløb til velgørenhed.

Warren Buffett har stået i spidsen for Berkshire Hathaway, siden han midt i 1960erne købte sig til aktiemajoriteten i virksomheden. Han fyldte 90 år sidste år.

På årsmødet kunne Buffett desuden afsløre, at den næste i rækken efter Greg Abel ville være den anden næstformand Ajit Jain. Både Jain og Abel har angiveligt kæmpet om pladsen om at blive den næste CEO i Berkshire Hathaway, siden de blev forfremmet til næstformænd i 2018.

Berkshire Hathaway er et enormt amerikansk konglomerat med store brands som forsikringsfirmaet GEICO, batteri-giganten Duracell og fastfoodkæden Dairy Queen under sig.

Derudover har man også store ejerandele i megabrands som Kraft Heinz (26,7 procent), American Express (18,8 procent), Coca-Cola, (9,32 procent) og Apple (6,3 procent). De har deres hovedsæde i Omaha, Nebraska.

I 2020 vurderede Forbes Magazine Berkshire Hathaway til at være verdens fjerdestørste offentlige firma. Kun overgået af to kinesiske virksomheder og amerikanske JPMorgan Chase. Et offentlig firma (Public Company) er et firma, der enten helt eller delvist er solgt til offentligheden.

Berkshire Hathaway var i 2020 vurderet til at have aktiver for intet mindre end 837 milliarder dollar svarende til 5.127 milliarder kroner.