Seks millioner danske kroner kræver den britiske journalist Samira Ahmed fra sin arbejdsgiver BBC.

Det er nemlig præcis så mange penge hendes mandlige kollega har fået mere end hende i den periode, de begge var værter på mediet.

Jeremy Vine, hendes mandlige kollega, arbejdede som vært på tv-programmet 'Point of Views' frem til 2018, mens hun selv har været vært på programmet 'Newswatch' siden 2013. Det skriver Politiken.

Han fik lige omkring 26.400 kroner for hver udsendelse, mens hun fik 3.900 kroner.

Du tænker måske: 'Mon ikke der også var stor forskel på deres indsats?'

Svaret er ifølge BBC 'jo'.

I retten argumenterede mediet for, at de to værtsroller ikke kunne sammenlignes.

Jeremy Vines værtsrolle kræver nemlig »et glimt i øjet.« Noget, som Samira Ahmed ikke behøver at have, når hun er vært på programmet Newswatch.

Et argument, der ikke blevet taget godt imod hos dommerne i sagen.

De havde svært ved at forstå, hvad det betød at have et glimt i øjet, og hvordan sådan et glimt bliver til en reel egenskab, der hæver niveauet i jobbet som journalist. Det blev også understreget, at Jeremy Vines job primært bestod i at læse op fra en teleprompter.

Efter den udmelding kommer det heller ikke som en overraskelse, at Samira Ahmed vandt sagen.

'Meget vigtigt. Jeg vil gerne takke dommeren og panel medlemmerne i min sag for deres tid, betænksomhed og den endelige dom. Tak for det,' skrev hun på Twitter efter sagen var afsluttet.