Følelsen af sejr sitrede gennem hver en celle i hendes krop. Voksede for hvert svømmetag i det iskolde vand.

»Der vandt jeg. Fandt ud af, at jeg godt kunne vende tilbage til livet i version 2.0. Det var en kæmpesejr,« smiler Eva Jørgensen ved mindet om dén dag i 2018 i hendes vinterbadeklub.

Et fremmedlegeme var blevet en del af hendes dengang 54 år gamle krop, var blevet genstand for en mental krig, der rasede inde i hende. Alt for ofte var det dén, der styrede hendes liv.

»Men jeg vidste jo godt, at den var min ven. At hvis jeg ikke havde den, så var jeg død,« siger den tidligere DR-vært om fremmedlegemet. En stomipose.

Det var i februar 2017, at dødens klamme favntag omsluttede hende og var tæt på at trække hende med sig ned i dybet.

Også dén dag havde hun vinterbadet, følt sig frisk, ladet sig med energi. Men dén følelse varede ikke ved.

»Der er noget styrtende galt,« fik hun at vide, da hun få timer senere lå i ambulancen og for fuld udblæsning var på vej mod akutmodtagelsen.

»Jeg kom ret hurtigt på operationsbordet. Da de åbnede mig, kunne de se, at der var gået hul på tyktarmen, så der fossede afføring og colibakterier ud i bughulen. Det er noget, man dør af.«

Eva Jørgensen, som mange husker hende fra TV-avisen.
Eva Jørgensen, som mange husker hende fra TV-avisen. Foto: KELD NAVNTOFT
Vis mere

Gennem årtiers arbejde som nyhedsvært og journalist på DR har en rolig og velovervejet fremtoning været kendetegnende for Eva Jørgensen.

Nu tager hun en dyb indånding. Blikket flakker. Selv om hun om kort tid udgiver bogen 'Bevar mig vel' om sin kamp tilbage til livet, er det stadig hårdt at spole tilbage til og fortælle om dagen, hvor hun var tæt på at dø og gennemgik en akut operation, hvor hun fik en stomi.

Men trods den akutte operation var døden ikke klar til at slippe taget i hende. For bakterierne havde bidt sig fast. Givet hende blodforgiftning.

»Jeg husker ingenting. De første otte til ti dage lå jeg i koma, i respirator og fik flere forskellige slags penicillin for at slå bakterierne ned.«

»Jeg var et livløst væsen bundet op til slanger og kabler,« fortæller Eva Jørgensen, som ved at gennemgå sin sygejournal og tale med personale, venner og familie har rekonstrueret tiden på hospitalet.

»Det var hårdt at finde ud af, hvor tæt jeg havde været på at dø, og nærmest angstfremkaldende at erkende det. For hvis det kunne ske én gang, kunne det så ske igen? Det kan ingen garantere, og den er svær at forlige sig med.«

Tilmed var det ikke første gang, at døden kom lovlig tæt på.

»Der var nogle minder, der væltede op. Om min store, stærke, glade og raske mand, som pludselig fik en dødsdiagnose og døde under et år efter,« siger hun om manden Steffen, der i 2006 døde af den sjældne sygdom ALS.

I 2006 mistede Eva Jørgensen sin mand Steffen. Minderne om hans død kom igen tæt på, da hun selv blev ramt af alvorlig sygdom.
I 2006 mistede Eva Jørgensen sin mand Steffen. Minderne om hans død kom igen tæt på, da hun selv blev ramt af alvorlig sygdom. Foto: Anders Birger Schjørring
Vis mere

»Dengang oplevede jeg på sidelinjen et stærkt menneske blive nedbrudt i løbet af ingen tid.«

»Nu var det mig selv, som også har været et stærkt selvstændigt menneske og pludselig ikke var det mere. Man bliver fuldstændig magtesløs af at opleve det,« siger Eva Jørgensen, hvis tanker selvfølgelig også kredsede om sønnen, som allerede havde mistet én forælder.

»Når man har et barn, har man et eksistentielt ønske om at kunne være der og leve længe for det barn. Det var en drivkraft, en urkraft i kampen for at komme tilbage til livet,« siger hun om sønnen, som i dag er 14 år.

Hvor stærk den urkraft var, beskriver hun indgående i sin bog. Men hun fortæller også om afmagt og hjælpeløshed.

Arkivfoto af Eva Jørgensen med sønnen og en af hans venner.
Arkivfoto af Eva Jørgensen med sønnen og en af hans venner. Foto: Jeppe Bjørn Vejlø
Vis mere

»Jeg følte, at min krop havde forrådt mig. At den ikke kunne og ville dét, som jeg ville. Jeg følte mig spærret inde i min egen vrangvillige krop,« husker hun.

»I begyndelsen var der heller ikke styr på stomien, så jeg lå pludselig dér i hospitalssengen begravet i min egen afføring. Det var så forfærdelig ydmygende.«

»Heldigvis var jeg omgivet af et fantastisk sundhedspersonale, som beroligede mig med, at det havde de set mange gange før. Det hjalp mig meget. Men skammen var der,« fortæller Eva Jørgensen.

Hun kalder den langvarige konflikt mellem krop og vilje for et 'problemfyldt farvand fyldt med hajer'.

Men Eva Jørgensens stædige og jordnære jyske vilje vandt. Også over angstens klo, som længe langede ud efter hende. Ikke mindst når mørket sænkede sig, og dagens mange distraktioner var forstummet.

»Jeg var fuldstændig uforberedt, da angsten første gang slog til. Men at høre, at jeg ikke var alene om at have det sådan, var en kolossal hjælp, som gjorde, at jeg kunne se angsten i øjnene. Det gjorde den mindre farlig,« forklarer hun.

Og så var der stomien. At blive venner med det fremmedlegeme, som var blevet en bestanddel i hendes liv.

Det blev Eva Jørgensen først for alvor dén dag, hvor hun insisterede på at få sin gamle identitet tilbage, sprang i de iskolde bølger og sejrede.

Forsidefoto på Eva Jørgensens nye bog, som udkommer 24. januar, er meget passende ét, hvor hun hopper i de iskolde bølger.
Forsidefoto på Eva Jørgensens nye bog, som udkommer 24. januar, er meget passende ét, hvor hun hopper i de iskolde bølger. Foto: Forlaget Rosinante
Vis mere

Men ønsket om at blive normal igen var stærkt og fik næring, da hun under et kontrolbesøg fik at vide, at det var muligt at få stomien lagt tilbage. Blot skulle hun vide, at der var en risiko på 10 pct. for livsfarlige komplikationer.

»Jeg gik helt i sort. For pludselig kunne jeg huske, fra da min mand blev syg, at det var noget med 0,0003 promille af befolkningen, der blev ramt af ALS.«

»Så rent statistisk var det usandsynligt, at han skulle blive syg. Men det blev han altså. Og set på den baggrund var 10 pct. risiko et højt tal,« forklarer Eva Jørgensen om sin panik.

Efter flere måneders betænkningstid sagde hun alligevel ja til operationen. Som gik over al forventning.

I dag har hun ingen mén. Hun arbejder atter som freelancejournalist, forfatter og foredragsholder. Og skal – som så mange andre – tænke over, hvad hun spiser. Groft og varieret, så fordøjelsen fungerer.

Men hun har lært af at være ude på kanten af livet. Derude, hvor døden var tæt på at trække hende med sig ned i dybet.

»Jeg er blevet mere bevidst om, hvad der er værd at bruge kræfter på. Og det er helbred og personlige relationer. Og så gider jeg ikke være sådan én, der går rundt og er sur. Det er jo ikke derfor, vi er sat i verden,« smiler hun.

»Så jeg lander ikke længere i et mørkt hul. Mit liv er på alle måder tilbage til normalen. Men jeg ved, at angsten eksisterer et sted derude. Jeg er ikke naiv.«