Spændingerne i Mellemøsten er i øjeblikket på kogepunktet, mens oprustningen af amerikanske tropper i området fortsætter, og rygter om et amerikansk angreb på Iran florerer.

Alt imens kan det amerikanske medie Financial Times nu løfte sløret for en hemmelig aftale indgået mellem det iranske præstestyre og Vladimir Putins Rusland.

Mediet har nemlig fået fingrene i lækkede russiske dokumenter, som blev underskrevet i Moskva i december.

Dokumenterne indeholder en aftale til en værdi af 500 millioner euro – eller 3,7 milliarder kroner – der sender avanceret russisk militærudstyr til Iran.

Aftalen, der har til formål at styrke det iranske luftforsvar, inkluderer angiveligt en leverance af 500 af de såkaldte 'Verba'-affyringsramper og 2500 tilhørende 9M336-missiler, der alt sammen skal leveres indenfor en periode på tre år.

'Verba' er et af Ruslands mest moderne luftforsvarssystemer, som blandt andet kan bruges til at nedskyde krydsermissiler, lavtflyvende fly og droner.

Selvom Iran og Rusland er tætte allierede, så forklarede Rusland-ekspert, Flemming Splidsboel tidligere på ugen, at den russiske præsident, Vladimir Putin, og det russiske militær ikke kan gøre meget for at forhindre et eventuelt amerikansk angreb.

Det fortalte han i forbindelse med, at et stort russisk krigsskib ellers pludselig dukkede op på iransk territorium midt i den amerikanske oprustning i Mellemøsten.

Læs hele Splidsboels analyse lige HER.