En stor gruppe landsbyboere gik onsdag amok i Indien, efter ni mennesker var blevet overfaldet af en tiger, som havde forvildet sig væk fra et tigerreservat i staten Uttar Pradesh.
Et af tigerens ni ofre døde, og det hidsede de lokale op i en sådan grad, at de gik til angreb.
Landsbyboernes hævnaktion er blevet filmet på smartphones af adskillige af de deltagende.
Optagelserne er gået viralt og har udløst medieomtale i hele verden.

På billederne ses adskillige landsbyboere, som omringer tigeren og banker løs på den med store kæppe og spyd.
Tigeren ender med at blive tævet ihjel.
Det skriver CNN og The Guardian.
Drabet på tigeren har fået myndighederne til at anholde fire af de deltagende. I alt 33 mennesker er eftersøgt for drabet på tigeren.
Myndighederne erkender dog, at angrebet på tigeren skete, fordi landsbyboerne var 'bange og vrede' efter tigerens angreb.
Det er ikke usædvanligt, at der opstår konflikt mellem tigre og mennesker i Indien.
Ifølge The Guardian døde 30 mennesker i 2018 i Indien som direkte konsekvens af angreb fra en tiger.
Alene i år er godt 60 tigre blevet dræbt af mennesker.
I én sag forgiftede lokale eksempelvis en ko, som en tiger netop havde nedlagt.
Da tigeren og dens unger efterfølgende åd koen, døde de.
Tigrene kommer i stigende grad i konflikt med mennesker i Indien, fordi de søger ind mod byerne for at finde føde.
Mere end halvdelen af verdens tigerbestand – som menes at være på samlet set 4.000 tigre – lever i dag i Indien.



