HBO kritiserer i en officiel erklæring USA’s præsident for at misbruge deres varemærke.

USA's præsident Donald Trump lagde fredag et billede af sig selv på Twitter. Hen over billedet stod ordene: ’Sanctions are coming’. Sætningen er en klar reference til det velkendte ordsprog: ’Winter is coming’ fra den populære tv-serie ’Game of Thrones’ på HBO.

I tv-serien bliver sætningen ofte brugt af flere hovedkarakterer som en advarsel om konstant årvågenhed mod kommende farer i fremtiden.

Hensigten med Donald Trumps omskrivning af sætningen er at annoncere, hvordan USA vil genindføre sanktioner mod Iran, efter Trump tidligere på året besluttede at trække landet ud af den internationale atomaftale med iranerne.

Aftalen blev indgået i 2015 af Trumps forgænger, Barack Obama. Formålet var at få Iran til at afvikle sit atomprogram, mod at det internationale samfund løftede omfattende sanktioner, der var ved at tvinge landet i knæ økonomisk.

Trump mente ikke, at aftalen var skrap nok over for iranerne.

Men præsidentens leg med ord har altså fået tv-netværket HBO til at udsende en officiel erklæring, hvor de tager afstand fra Donals Trumps brug af ordsproget. Det skriver CNN.

»Vi foretrækker, at vores varemærke ikke bliver misbrugt til politiske formål,« skriver HBO i erklæringen.

HBO udsendte dog også en mere humoristisk udmelding på Twitter, hvor de giver udtryk for deres misbilligelse af Trumps tweet:

»Hvordan skriver man varemærke på Dothraki?« skriver HBO som en reference til det sprog, der bliver talt af et krigerisk nomadefolk i ’Game of Thrones’.

Også forfatteren til de mange bøger, som tv-serien bygger på, George R.R. Martin, har svaret igen på Twitter. Han opfordrer amerikanerne til at stemme tirsdag, når der er midtvejsvalg i USA.

»Frygt skærer dybere end sværd,« skriver han

Skuespilleren Maisie Williams, der spiller Arya Stark i tv-serien, har også sat sig til tasterne med et andet citat fra ’Game of Thrones’: 'Ikke i dag'.