Han er en af de mest eftersøgte mænd i landet, og i 23 år er det lykkedes ham at undvige at blive fanget.
Nu viser det sig, at han muligvis kan være blevet spottet – på en af de forreste rækker under en baseballkamp.
Det skriver CNN.
Navnet John Ruffo er måske ikke ét, der vækker genklang herhjemme. Men det gør det i USA, hvor han er på listen over de mest eftersøgte personer.

I slutningen af 1990erne blev han fundet skyldig i massiv banksvindel for hele 350 millioner dollar – svarende til 2,2 milliarder danske kroner – og han blev idømt 17 og et halvt års fængsel.
Han fik lov til at være på fri fod mod kaution, indtil han skulle aftjene sin dom, men da dagen kom, mødte han aldrig op.
Siden har man ledt efter ham – og efter de knap 84 millioner kroner, som det aldrig lykkedes myndighederne at finde i sagen.
Nu oplyser forbundspolitiet US Marshals Service, at man har et muligt spor at gå efter i sagen.
For tilbage i 2016, helt præcist 5. august, blev en mand med vigende hårgrænse og overskæg spottet på en af de forreste rækker på et baseballstation i Los Angeles, hvor Boston Red Sox og LA Dodgers spillede mod hinanden.
En anmelder kontaktede efter kampen US Marshals afdeling i Eastern District of Virginia og fortalte, at vedkommende mente, at personen på tilskuerrækkerne kunne være John Ruffo.
Siden har politiet forsøgt at finde frem til identiteten på manden – som har en slående lighed med den eftersøgte svindler, der beskrives som en 'mester-manipulator'.
Det er lykkedes US Marshals at finde frem til, hvem der købte billetterne for det sæde, som manden sad på, men det er endnu ikke lykkedes at identificere manden i den blå bluse.
Nu beder US Marshals derfor offentligheden om hjælp i sagen. På Twitter har forbundspolitiet sent onsdag aften delt en række billeder fra baseballkampen, hvor man kan se manden sidde på rækkerne bagved.
»Efterforskere oplyser, at offentlighedens hjælp er vital for at kunne identificere denne mand, og hvis det er Ruffo, bruger han sandsynligvis et alias,« lyder det i efterlysningen.
Sidste gang, John Ruffo – der i dag er 66 år – blev set, var ved en hæveautomat i New York 9. november 1998.
Samme dag skulle han være mødt op ved et fængsel i New Jersey for at begynde at afsone sin dom. Men det gjorde han aldrig.

Den omkring 170 centimeter høje mand beskrives som værende computerkyndig. Derudover »nyder han god vin, gambling og gode hoteller«, lyder det i efterlysningen.
Desuden er han angivelig laktoseintolerant.
»Ruffo er kendt som en historiefortæller, som gerne strækker sandheden langt og har et behov for at imponere andre,« oplyser US Marshals.
Forbundspolitiet har udlovet en dusør på 25.000 dollar til dem, der kan give information, som fører til anholdelse af den eftersøgte mand.




