Donald Trump fortalte mandag på et møde, at hans kone har spillet en nøglerolle i at afsløre Vladimir Putins dobbeltspil.
Og det har fået flere ukrainere til at hylde Melania Trump på de sociale medier.
Det melder norske Dagbladet.
Ukrainerne mener, at Melania Trump har hjulpet dem ved at påvirke Donald Trumps syn på den russiske præsident, Vladimir Putin, skriver mediet.
Under mandagens møde med Natos generalsekretær, Mark Rutte, fortalte Donald Trump om sine samtaler med det russiske overhoved:
»Mine samtaler med ham (Vladimir Putin, red.) er altid meget rare. Jeg spørger ham, om det ikke er en meget behagelig samtale? Og så sender han raketter afsted selvsamme aften«, udtalte den amerikanske præsident mandag foran pressen.
Donald Trump fortæller mandag, at han fortalte sin kone om deres gode samtale, hvilket hun ikke kunne forstå:
»Er det rigtigt? Endnu en by er lige blevet ramt,« sagde førstedamen ifølge Donald Trump.
Melania Trump har efterfølgende modtaget hyldest på de sociale medier for at påvirke den amerikanske præsidents syn på Putin.
Blandt andet på mediet 'X', hvor hun omtales som 'Agent Melania Trumpenko.'
Donald Trump fortalte på mandagens møde, at Ukraine vil modtage en ny våbenpakke via Nato, og han vil indføre sanktioner mod Rusland, hvis landet ikke vil acceptere våbenhvile inden for 50 dage.
Det kan du læse mere om HER.
