Det kan godt være, at den amerikanske præsident, Donald Trump, for tiden er skuffet over den russiske præsident, Vladimir Putin.
Men det betyder ikke, at han er færdig med ham.
Det fortæller han i et nyt interview med BBC, som har talt med Trump over en telefonlinje.
Til spørgsmålet, om den amerikanske præsident stoler på sin russiske modpart, svarer han ifølge mediet:
»Jeg stoler næsten ikke på nogen.«
Interviewet skal have fundet sted blot nogle timer efter, at Donald Trump mandag annoncerede sine planer om at sende våben til Ukraine, som i mere end tre år har forsvaret sig mod de russiske styrker, der rykkede ind i nabolandet i februar 2022.
Våbnene omfatter blandt andet Patriot-luftforsvarsmissiler, som Ukraine anser for værende afgørende for at forsvare landets byer mod russiske luftangreb.
Ifølge aftalen skal Nato købe våbnene af USA og herefter distribuere dem til Ukraine.
I samme ombæring sendte Trump mandag også en advarsel til Rusland, da han oplyste, at han vil indføre toldsatser og sanktioner mod Rusland, hvis landet ikke indgår en aftale om våbenhvile inden for 50 dage.
Undervejs i det 20 minutter lange interview med BBC giver Trump udtryk for sin skuffelse over den russiske leder.
Blandt andet forklarer han ifølge mediet, at han ved fire forskellige lejligheder havde troet, at der var en aftale på vej med Rusland.
Det skete dog ikke.
Da han bliver spurgt, om han er færdig med Putin, svarer Trump dog:
»Jeg er skuffet over ham, men jeg er ikke færdig med ham. Men jeg er skuffet over ham.«
Videre forklarede han, at »vi arbejder på det«, da han blev spurgt ind til, hvordan han vil få Putin til at stoppe kampene i Ukraine.
Den seneste tid har Trump givet udtryk for en større frustration over Vladimir Putin – særligt over, at Rusland ikke er villige til at acceptere en våbenhvile, men derimod har øget sine angreb mod Ukraine.
»Putin overraskede virkelig mange mennesker. Han taler pænt, og så bomber han alle om aftenen. Så der er lidt af et problem der. Jeg kan ikke lide det,« lød det ifølge BBC søndag fra Trump på et pressemøde.