Han bærer et orangefarvet bånd om sit halvlange hår, og han er vild med t–shirts med katte på.

Den 34–årige Keith Gill ligner ikke just en klassisk aktiespekulant, men det er han. I den grad.

Han er manden bag ét af nutidens største krige på aktiemarkedet i USA, og på kort tid har han tjent 20 millioner dollars på aktier i computerkæden GameStop. Det skriver New York Post.

Siden 2019 har han opkøbt aktier i kæden, der primært sælger konsolspil, og som i årevis har været truet af digitaliseringen.

Jeg havde ikke forventet det her. Den her historie er større end mig

Kæden har derfor kun været på vej ned de seneste år, og i 2019 – da Keith Gill købte sin første aktie – kostede den 5 dollars. 27. januar i år var den 354 dollar værd.

Derfor mente mange også, at han var vanvittig, da han investerede 53.000 dollars i kæden for to år siden, men forsikringsmanden fra Boston holdt stædigt fast og efterhånden fik han folk ombord.

Via den sociale platform, Reddit, fik han sammen med sin hær af følgere drevet aktien højere og højere op. Alene den seneste måned er den steget med 2000 procent.

»Det er fem til ti gange vildere end det vildeste, vi tidligere har set,« sagde investeringsøkonom i Nordnet Per Hansen til TV 2 onsdag.

Men fordi GameStop på ingen måde har været en attraktiv forretning tidligere, har store hedgefonde med gigantiske pengetanke sideløbende investeret mange penge mod aktien ved at gøre bruge af investeringsteknikken 'at shorte.' Det betyder, at hedgefondene har sat penge på, at aktien vil blive ved med at falde.

En strategi, som Keith Gill og de øvrige Reddit–brugere, som organiserer sig under navnet Wall Street Bets, altså fik sat en kæp i hjulet på.

For mens de velhavende hedgefonde har tabt penge, har mere almindelige folk som forsikringssælgeren Keith Gill høstet millioner af dollars. Og det møder begejstring på på Reddit.

»Din rolige hånd har overbevist mange af os om ikke bare at købe, men også om at holde ud. Dit eksempel har decideret ændret tusinder af almindelige menneskers liv. Seriøst, tak,« skriver brugeren reality_czech.

Knapt så ekstatisk er den nye mangemillionær selv. Til The Wall Street Journal siger han:

»Jeg havde ikke forventet det her. Den her historie er større end mig.«

Han fastholder, at hans plan ikke var at nedbryde aktiemarkedet eller vende hans liv på hovedet over natten, men han er alligevel begejstret for den nye formue.

Den tilfører aktiemarkedet et betydeligt præg af russisk roulette

Til lokalavisen i hans hjemby Massachussets fortæller han, hvad han vil bruge pengene på.

»Jeg har altid ønsket mig at bygge en indendørs atletikbane eller en sportshal,« siger Gill, der selv er tidligere atletikstjerne.

Historien er dog så stor, at den er nået længere ud end bare lokalavisen. Flere amerikanske lovgivere har udtrykt bekymring over sagen.

Heller ikke herhjemme møder strategien lutter begejstring. Ifølge en investeringsøkonom kan det være decideret farligt.

»Den tilfører aktiemarkedet et betydeligt præg af russisk roulette. Den tiltrækker opportune investorer uden eller med kun lille viden om aktiemarkedet, og den kan gøre investeringsplanlægning ekstrem vanskelig for selskaberne. Samtidig er det næppe lovligt at lave en form for et 'rockerangreb', hvor man samler mange i flok for at manipulere aktiekursen, som jo er det, man gør,« skriver Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, ifølge Berlingske i en kommentar.