De tjener normalt milliarder ved at spekulere på aktiemarkedet. Men denne gang har de mødt indædt modstand – og har tabt kæmpebeløb.
»Investeringsselskaberne har fået en røvfuld af helt almindelige småinvestorer,« som den amerikanske børsekspert Howard Lindzon udtrykker det.
For der udspiller sig i disse dage et af de mest spektakulære slag nogensinde på aktiemarkedet. Her har en ophidset hob af helt almindelige investorer valgt at gå i direkte krig mod især to såkaldte hedgefonde. Og som i den bibelske version af David mod Goliat ser de små ud til at vinde.
Slagmarken har været GameStop-aktien, der af den grund er eksploderet siden nytår. Onsdag ramte værdien lige over 354 dollar, og aktien er dermed steget med mere end 400 procent bare i denne uge. Og omkring 2.000 procent siden nytår.

»Det er fem til ti gange vildere end det vildeste, vi tidligere har set,« som Per Hansen, der er investeringsøkonom i Nordnet, siger til TV 2.
Gamestop er dog egentlig ikke en oplagt succeshistorie. Hvilket i virkeligheden er hele pointen.
Det er en kæde af fysiske butikker, der blandt andet sælger konsolspil og andet relateret merchandise, og den har i årevis været hårdt presset af det digitale marked. Sidste år lukkede alle 34 afdelinger i Danmark for eksempel, og på verdensplan har tabet været tæt på 10 milliarder kroner bare set over de seneste 12 regnskabskvartaler. Aktieværdien er samtidig faldet og faldet kontinuerligt gennem seks år.
Med andre ord: Det ser ikke så godt ud.
Derfor har især store hedgefonde med svulmende pengetanke som Melvin Capital og Citron Research investeret mange penge imod aktien: Altså sat penge på, at aktien vil blive ved med at falde. Det hedder at shorte.
Og det er humlen i hele den digitale klassekamp, der har udspillet sig i de seneste dage. Wall Street mod Main Street, som amerikanske medier har kaldt det, altså kapitalismens hovedgade mod den jævne borgers vej.
»De har foretaget et koordineret angreb,« som førnævnte Howard Lindzon præcist beskriver det over for Buzzfeednews.
For ansporet af et underforum hos det sociale medie Reddit, kaldet Wall Street Bets, er de mange små investorer begyndte at opkøbe GameStop-aktier i hobetal. Hvilket altså har fået værdien til at gå nærmest lodret i vejret.
Opmærksomheden omkring fænomenet blev ikke mindre af, at verdens rigeste mand, Tesla-skaber Elon Musk, forleden også blandede sig og på Twitter henviste til Wall Street Bets. Han bryder sig som folkene i Wall Street Bets heller ikke om konceptet med at shorte – for i virkeligheden spekulerer man jo i, at det skal gå dårligt for et firma.
Resultatet har været tydeligt: Tirsdag var GameStop-aktien den mest handlede i USA og overgik dermed giganter som netop Tesla og Apple.
Og det har fået Melvin Capital og Citron Research til at indkassere enorme tab. Det handler om milliarder af dollar. Et præcist beløb har ikke været fremme, men flere medier har beskrevet, hvordan eksempelvis Melvin Capital er blevet tilført op mod 20 milliarder kroner for at inddæmme tabene.
»Folk med kendskab til fonden siger, at den har tabt næsten 30 procent (af den samlede formue, red.) i de første tre uger af januar,« som nyhedsbureauet Reuters skriver.
En talsmand for Melvin Capital har sent onsdag over for samme medie fortalt, at man har trukket sig fra GameStop – men har samtidig afvist spekulationer om, at hedgefonden er tæt på konkurs. Også Citron Research har trukket sig fra aktien.
Det ser ud til, at David har besejret Goliat, også på aktiemarkedet.
»Vi er vokset til en størrelse, som vi kun kunne have drømt om,« som moderatorerne hos Wallstreetbets onsdag har skrevet i forummet, for her er medlemstallet næsten fordoblet til over fire millioner brugere i bare den seneste uge.
Men der er selvfølgelig også nogle, der har tjent styrtende med penge på GameStop-eventyret. Det har eksempelvis iværksætteren og investoren Ryan Cohen, der så sent som i december 2020 købte omkring 13 procent af aktierne i selskabet. Han er GameStops største investor. Ifølge Forbes er hans investering på omkring 460 millioner kroner nu mere end fem milliarder kroner værd.
Også de mange andre aktivist-investorer har tjent styrtende med penge på deres investeringer i aktien.
Men hvad nu? Flere amerikanske lovgivere har udtrykt bekymring over sagen, og spørgsmålet er, om GameStop-angrebet vil få konsekvenser for aktiemarkedet i fremtiden.
»Udviklingen er farlig. Den tilfører aktiemarkedet et betydeligt præg af russisk roulette. Den tiltrækker opportune investorer uden eller med kun lille viden om aktiemarkedet, og den kan gøre investeringsplanlægning ekstrem vanskelig for selskaberne. Samtidig er det næppe lovligt at lave en form for et 'rockerangreb', hvor man samler mange i flok for at manipulere aktiekursen, som jo er det, man gør,« skriver Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, ifølge Berlingske i en kommentar.
Og så er der dem, der ikke har ondt af de massive tab hos Melvin Capital og Citron Research.
»I årevis har de selvsamme hedgefonde, private investeringsfirmaer og stenrige investorer, der er forfærdede over GameStop-aktieudviklingen, behandlet aktiemarkedet som deres eget personlige kasino, mens alle andre har betalt prisen,« som den demokratiske senator og tidligere præsidentkandidat Elisabeth Warren har tweetet,