En dansker er blevet anholdt i forbindelse med en razzia mod en bar i det sydlige Thailand.

Det bekræfter Udenrigsministeriet over for B.T.

22 thailændere og 89 udlændinge blev anholdt i forbindelse med aktionen tirsdag aften på baren Three Sixty i turistdestinationen Koh Phangan, skriver The Guardian.

Ifølge politiet er de anholdte udlændinge fra 10 forskellige nationer, deriblandt USA, England, Schweiz og Danmark.

Thailand har været lukket for turister på grund af coronapandemien siden april 2020, og det er desuden ulovligt at mødes i større forsamlinger, som det var tilfældet den pågældende aften.

tip os
Kender du noget til sagen? Så tip os herunder

Straffen for at overtræde loven er fængsel i op til to år samt en bøde på over 8.000 kroner.

Politiet kom ifølge The Guardian på sporet af den ulovlige fest på sociale medier, hvor der blev reklameret for barens femårs fødselsdagsfejring.

Da politiet ankom, var de festende gæster stuvet sammen i et mørkt lokale. De bar næsten alle ansigtsmasker.

Samtlige festdeltagere blev taget med på politistationen, hvor de blev sigtet for lovovertrædelsen.

De anholdte på politistationen. (Politifoto/Surat Thani immigration)
De anholdte på politistationen. (Politifoto/Surat Thani immigration)

Ifølge Bangkok Post fandt politiaktionen sted klokken 21.30 lokal tid, og den skete efter ordre fra guvernøren i Surat Thani, hvor festen fandt sted, Wichawut Jinto.

Han udtalte onsdag, at turisterne skal straffes hårdt for at sende en besked om, at man ikke vil tolerere brud på restriktionerne i kampen for at begrænse smitten.