Ved du, hvad dine teenagere foretager sig på de sociale medier? For ikke at tale om, hvad der foregår på deres værelser, når du ikke kigger ind?

En uhyrlig sag fra USA viser, at der kan være god grund til at holde et vågent øje med, at dine børn ikke kommer i kontakt med de forkerte.

Og lad os bare slå det fast med det samme:

Den følgende sag er lige så utrolig, som den er uhyggelig og klam.

Den begynder på Instagram, hvor den 20-årige Jaret Wright fra Cincinnati i Ohio fik kontakt til en mindreårig pige.

Ifølge den lokale The Akron Beacon Journal flyttede han derefter ind hos hende og skjulte sig under hendes seng i tre uger.

I den periode voldtog og misbrugte han flere gange pigen, som er et sted mellem 13 og 18 år.

På et tidspunkt fattede offerets mor mistanke til, at der foregik noget på værelset.

Hun fandt den unge forbryder og slog straks alarm til politiet.

Anklagemyndigheden mener, at Wright har gemt sig under sengen, så resten af pigens familie ikke anede, at han var der.

Det er uvist, hvorvidt han har bevæget sig ud og ind af huset i løbet af de tre uger.

Anklagen mod den unge mand lyder ifølge nyhedsbureauet AP på, at han har tvunget hende til sex, holdt hende fast og voldtaget hende.

Han er sigtet for tre voldtægter og for at have taget nøgenbilleder af hende og billeder, hvor hun blev udsat for overgreb.