Politiet efterlyste tirsdag en mand, der ikke var vendt hjem fra en cykeltur. Han blev senere fundet død.

En 63-årig mand fra Fårup er tirsdag aften afgået ved døden efter en færdselsulykke, hvor han tilsyneladende er væltet på cykel.

Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Mads Hessellund natten til onsdag.

»Han er cyklet hjemmefra omkring klokken 17-17.30. Vi får så en anmeldelse fra hans familie omkring klokken 21.26, da de var bekymrede over, at han ikke var kommet tilbage endnu,« siger vagtchefen.

Nordjyllands Politi indledte herefter en større eftersøgning med blandt andet hundepatruljer, men det var familien selv, der omkring klokken 22.20 fandt den 63-årige liggende livløs på Sønder Ulstrupvej i nærheden af Sønder Onsild.

»Det er en mindre vej, han er blevet fundet på.«

»Alt tyder på, at han på en eller anden måde er kommet ud i rabatten og er væltet og har slået hovedet i asfalten,« siger Mads Hessellund.

Han tilføjer, at manden cyklede uden hjelm, og at det ligner en soloulykke.

Politiet havde sent tirsdag aften en bilinspektør på stedet for at foretage undersøgelser, men de er nu afsluttet.

/ritzau/