»Vi giver aldrig op.«
Ordene står skrevet med sort kantet skrift på en række interimistiske pinde, der er stukket i jorden.
Budskabet gælder eftersøgningen af den treårige australske dreng, William Tyrrell, og det er det mandskab, der leder efter ham, der har skrevet det.
Mere end syv år efter, at den lille dreng forsvandt sporløst fra sin plejemors hjem i byen Kendall i den sydøstlige delstat New South Wales, er der endelig noget, der kunne ligne et gennembrud i sagen.

De seneste måneder har myndighederne nemlig - endnu engang - finkæmmet et skovområde tæt på den lille drengs hjem.
Eftersøgningsholdene har også gravet i forhaven hos William Tyrrells plejemor.
Onsdag skriver flere australske medier så, at der er fundet knogler i området.
Blandt dem tv-stationen 9News.

Det er dog endnu uvist, hvorvidt det er resterne af et menneskelig eller et dyr, og derfor endnu ikke bekræftet, hvorvidt fundet kan linkes til William Tyrrells skæbne.
William Tyrrell er blevet kaldt »den australske Maddie«, og sagen om hans sporløse forsvinden har udviklet sig til et nationalt traume for både landet og ikke mindst de politifolk, som har deltaget i eftersøgningen efter ham.
Den seneste måned har omkring 30 mand igen ledt efter drengen tæt på det område, hvor han sidst blev set i september 2014.
Tidligt onsdag australsk tid forlød det, at eftersøgningen var indstillet.

Kort efter kom nyheden om, at der var gjort det opsigtsvækkende knoglefund.
Politichef Atuart Smith udtalte kort efter, at det er for tidligt at sige, om knoglerne har forbindelse til sagen, men de vil nu blive undersøgt nærmere.

