Det er først om tre år, amerikanerne igen skal til stemmeurnerne og vælge landets næste præsident.

Men allerede nu slår en af de mest sandsynlige udfordrere til Trumps Maga-bevægelse »rød alarm« baseret på en frygt om det kommende valg, der gør ham »skrækslagen«.

Californiens guvernør, demokraten Gavin Newsom, er slet og ret nervøs for, at der ikke bliver tale om et retfærdigt og demokratisk valg.

»Jeg er virkelig skrækslagen over, hvad der sker i dette land. Jeg synes, der er tale om rød alarm,« siger Gavin Newsom i et interview med ABC News.

Den profilerede demokratiske guvernør er dybt bekymret over, hvad han ser som autokratiske tendenser hos Trump og hans Maga-bevægelse.

Netop Gavin Newsom er en af præsident Donald Trumps mest markante modstandere og fra flere sider er bragt i spil som et oplagt bud på demokraternes præsidentkandidat ved det kommende valg – og han bringer nu en vild sammenligning i spil:

Gavin Newsom (tv) er en af Donald Trumps mest markante politiske modstandere. Her ses de to i en samtale i lufthavnen i Los Angeles efter Trumps ankomst 24. januar 2024.
Gavin Newsom (tv) er en af Donald Trumps mest markante politiske modstandere. Her ses de to i en samtale i lufthavnen i Los Angeles efter Trumps ankomst 24. januar 2024. Foto: Mark Schiefelbein/AP/Ritzau Scanpix

»Det bliver ikke et frit og retfærdigt valg. Det bliver et Putin-valg. Var det 87 procent – ​​eller 87,3? Det er, hvad Donald Trump ønsker,« siger Newsom.

Det er en henvisning til, hvor mange procent af stemmerne den russiske præsident, Vladimir Putin, fik ved det seneste valg i Rusland.

Et valg, der af store dele af omverdenen er blevet kritiseret for hverken at have været frit, demokratisk eller retfærdigt. 

Forud for valget, der fandt sted i foråret 2024, havde Rusland afvist, at internationale valgobservatører fra OSCE kan få adgang til landet for at observere valghandlingen.

USAs præsident, Donald Trump, deler sammen med sin hustru, Melania, slik ud til børn ved Det Hvide Hus i anledningen af halloween.
USAs præsident, Donald Trump, deler sammen med sin hustru, Melania, slik ud til børn ved Det Hvide Hus i anledningen af halloween. Foto: Aaron Schwartz/EPA/Ritzau Scanpix

I USA har Donald Trump og Gavin Newsom været involveret i flere bataljer, herunder indsættelsen af nationalgarden i Los Angeles – som ligger i netop Californien, hvor Newsom er guvernør.

Newsom – som Trump konsekvent kalder 'Newscum' (scum betyder 'udskud', red.) på sit sociale medie Truth Social  – kæmper også indædt imod Trumps forsøg på at omforme valgdistrikterne rundt om i USA med henblik på at maksimere antallet af distrikter, hvor republikanerne vil kunne vinde. 

Den californiske guvernør arbejder netop nu på at få vedtaget en lovændring, som vil give delstatsforsamlingen – ikke en uafhængig kommission – beføjelse til midlertidigt at udpege Californiens nye valgkredse indtil 2030. Med andre ord vil Gavin Newsom bruge Trumps egen taktik mod præsidenten og hans støtter.

Den 58-årige topdemokrat savner, at flere tager kampen op mod Trump:

»Jeg er bange for, at vi mister vores land. Hvor i verden er folket? Hvorfor står vi ikke op for det, vi tror på? Hvorfor rejser vi os ikke? Landets grundlæggere kæmpede og døde ikke for, at vi skulle blive efterladt som kujoner,« sagde Gavin Newsom i interviewet med ABC News.

Der har længe været spekuleret i, om den iøjnefaldende politiker ville forsøge sig på landsplan.

Han har i den seneste tid gjort sig mere og mere bemærket uden for grænserne af USAs største stat.

Ikke mindst ved at gå i meget tydelige opposition mod præsident Donald Trump. Også på sociale medier.

Gary Newsoms periode som guvernør udløber i januar 2027, så på den led er vejen allerede banet for et skud efter Det Hvide Hus.

Selv har Newsom for ganske nylig kommenteret de vedvarende rygter om, at han går efter præsidentposten i 2028. Hvad han sagde, kan du læse HER.

Donald Trump har luftet tanken om at gå efter en tredje periode som USAs præsident, men det vil sandsynligvis kræve en ændring af landets forfatning for at kunne blive en mulighed.

Han har selv peget på sin vicepræsident, J.D. Vance, som en oplagt efterfølger.