11 af de 12 drenge, der blev reddet ud af den oversvømmede grotte i Nordthailand, skal nu havde hovedet klippet skaldet og gå i et buddistisk kloster som nybegyndere i en ni dage lang periode.
Det er en del af den 'sprirituelle rensning' af gruppen, og det er en tradition for thailanske mænd, som har oplevet modgang.
En af drengene, Adul Sam-on, skal ikke med i klosteret, fordi han er kristen. Det skriver bbc.com.
Deres fodboldtræner skal med i klosteret, men da han har været nybegynder en gang tidligere i karrieren, får han munkekåbe på.
Selvom han har fået nogen kritik, for at have ledt drengene ind i grotten, får han også megen ros for at hjælpe dem gennem den svære tid.
Han lærte dem blandt andet meditationsteknikker og fik dem til at være rolige, så de brugte så lidt ilt som muligt.

Drengene blev alle udskrevet fra hospitalet i Chiang Rai i sidste uge, efter at have været indespærret i godt ti dage i Tham Luang-grotterne.
Ifølge thailænderne vil drengene starte med at få håret klippet af, før de skal igennem en ceremoni i morgen, onsdag.
De bliver i forskellige klostre indtil den 4. august. Der skal de meditere, bede og rense templet. Længden på deres ophold - de ni dage - er et lykketal for thai'erne.
De 12 drenge var forsvundet sammen med deres fodboldtræner i ni dage, da de blev fundet af britiske dykkere den 2. juli.
Redningsaktionen tog tre dage, hvor dykkere ledte drengene og deres træner gennem de svære passager til udgangen.
Der var tæt på 1000 mennesker involveret i den dramatiske redningsaktion.
Hver dreng var ledsaget af en dykker, som også bar hans iltforsyning. Drengene var bedøvet en smule, så de ikke blev grebet af panik under turen ud af grotten.



