Hyren er nok ikke helt tosset, hvis man sidder som direktør i en multinational og verdensomspændende bank.

Men god nok er den alligevel ikke for Aziz McMahon.

Han har nemlig sagt op fra sin stilling som direktør i banken Goldman Sachs, skriver New York Post.

Det har han, fordi han har tjent en formue på kryptovalutaen dogecoin.

Ifølge mediet har han således tjent et stort millionbeløb på meget kort tid, og derfor ville han fri af sin tjans.

Dogecoin er eksploderet i værdi siden nytår. Nærmere bestemt 12.000 procent, og derfor har Aziz McMahon fået et solidt afkast på sin investering.

Valutaen blev i 2013 skabt som en joke baseret på internetfænomenet, der er Shiba-hunden. Men den er altså først eksploderet i værdi i år.

Således kostede en dogecoin 0,0046 dollar ved årsskiftet, og i dag er det helt oppe på 0,67 dollar.

Derfor skal Aziz McMahon nok ikke bekymre sig om penge lige foreløbigt. Ifølge mediet overvejer han sågar at bruge nogle af sine penge på at starte en investeringsfond.